Asien: Gevinsthjemtagning grundet øget virusfrygt
19/11 06:32
Der er igen en blandet udvikling på de asiatiske børser torsdag, hvor udvidede covid-19-begrænsninger i USA fortsat tynger Wall Street, mens markedsdeltagerne igen spekulerer i flere lempelser fra Federal Reserve til støtte for økonomien.
Fra Japan rapporteres også om rekord i nye infektioner, og Tokyo har øget pandemialarmen til det højeste niveau.
- Aktiekurserne er steget meget hurtigt, så vi er nu i en fase, hvor mange investorer overvejer at tage gevinsten hjem. Men nedturen for aktier er dog begrænset, fordi tilbagegangen i den økonomiske aktivitet sandsynligvis vil være mindre, end den var tidligere i år, siger chefstrateg Masayuki Kichikawa fra Sumitomo Mitsui Asset Management i Tokyo ifølge Reuters.
MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavet uden for Japan faldet 0,6 pct., mens de amerikanske futures peger på kursfald på 0,1-0,3 pct., når markedet i New York åbner i eftermiddag.
I Tokyo er det japanske eliteindeks Nikkei på retræte efter at have nået en mere end 29-årig top tidligere på ugen i kølvandet af det globale aktierally.
Det toneangivende Nikkei 225-indeks falder 0,9 pct., og det bredere Topix-indeks dropper 0,4 pct.
De kinesiske markeder er modsat i positiv retning efter meldinger om nye foranstaltninger til at øge det indenlandske forbrug gennem større forbrugsefterspørgsel i landdistrikterne.
Shanghai Composite stiger 0,1 pct., og CSI 300 ligger 0,4 pct. højere.
Samtidig viger Hongkongs Hang Seng-indeks med 0,6 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | -0,9 |
| Topix | -0,4 |
| Hongkongs Hang Seng | -0,6 |
| China Shanghai Composite | +0,1 |
| China CSI 300 | +0,4 |
| Taiwan Taiex | -0,4 |
| Sydkoreas Kospi | -0,4 |
| Indiens BSE Sensex | +0,1 |
| Singapores STI | -0,2 |
| Sydney ASX 200 | +0,1 |
Indeksværdi klokken 5.30.
/ritzau/FINANS
