Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

KBHL: 75 pct. færre rejsende i 2020 - dårligste år siden 1970

13/1 10:26

På trods af to normale måneder i januar og februar blev 2020 det dårligste år siden 1970 for Københavns Lufthavne målt på antallet af rejsende.

Det meddeler selskabet onsdag morgen.

Antallet af rejsende faldt 75 pct. til 7,5 millioner sammenlignet med 2019. I 1970 rejste 6,8 millioner passagerer, skriver selskabet.

- Med coronapandemien og den voksende sundhedskrise har 2020 været et historisk grimt år for luftfarten og for Københavns Lufthavn. Det er 50 år siden, vi har haft så få rejsende. Mange tusinder har mistet deres job i de omkring 1.000 virksomheder og flyselskaber, der var i lufthavnen inden coronakrisen ramte og sendte os tilbage til 1970, siger kommerciel direktør Peter Krogsgaard fra Københavns Lufthavn, i meddelelsen.

April blev årets mest stille måned og lavpunktet ramte den 9. april med 424 rejsende. Ifølge Københavns Lufthavne er der normalt dagligt 83.000 rejsende.

Fraregner man tiden før coronapandemien lukkede verden den 15. marts, har der i Københavns Lufthavn i gennemsnit været 9749 rejsende hver dag. Så få daglige rejsende har der ikke været siden 1965, skriver selskabet.

- De flyrejsende i coronatiden har primært været forretningsrejsende samt vigtige familiebesøg. Kun i en kort periode i juli-august var der lidt sommerstemning med ferierejsende til de få lande, der ikke blev frarådet rejser til. I december rejste en del hjem til jul, så vi endte på 253.000 rejsende i julemåneden, et fald på knap 88 procent i forhold til sidste år, siger Peter Krogsgaard.

Han ser dog lys for enden af tunnelen med udrulningen af vaccinerne mod covid-19 både i Danmark og resten af verden.

- Den sikkerhed vaccinerne vil give, betyder at vi langsomt kan få livet tilbage og friheden til at rejse - især hvis vi får internationale regler omkring covid-19-pas. Så lige nu forventer vi, at udviklingen vender i løbet af sommeren, og at flyselskaberne igen får lidt luft under vingerne, siger Peter Krogsgaard.

Aktien i Københavns Lufthavne ligger onsdag formiddag 3,4 pct. højere i 5440 kr.

/ritzau/FINANS