Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Chr. Hansen/CFO: Vi kommer ud af første kvartal med medvind - NY2

14/1 09:41

Første kvartal tegner trods fortsatte usikkerheder i forbindelse med corona rigtig godt for den danske ingredienskæmpe Chr. Hansen.

Sådan lyder det fra selskabets finansdirektør, Lise Mortensen, i forbindelse med regnskabet for første kvartal i det skæve regnskabsår 2020/21 torsdag morgen.

- I første kvartal leverer vi en organisk vækst på 10 pct. Noget af det, som første kvartal har bekræftet for os, det er, at vi har rigtig god fremdrift på alle vores forretningsområder. Det er en høj vækst i forhold til den guidance, vi har givet, og det er alle områder, der bidrager. Så på basis af det synes vi, at det er et stærkt første kvartal, siger Lise Mortensen til Ritzau Finans.

Selskabets største forretningsområde, Food Cultures & Enzymes, leverede en organisk vækst på 8 pct. i kvartalet, mens Health & Nutrition voksede organisk med 15 pct.

For hele året venter Chr. Hansen fortsat en organisk vækst på 5-8 pct.

Det nyligt overståede første kvartal har også givet pusterum til at komme i gang med selskabets nye strategi, siger finansdirektøren.

- Det har også givet os mulighed for at komme godt i gang med vores strategi for 2025, som vi lancerede i august. Der er ingen tvivl om, at det er et stort transitionsår for os, og der er mange ting, vi flytter rundt på. Vi har både købt virksomheder og frasolgt en division, så i lyset af det er det godt, at vi har medvind på vores kerneforretning, lyder det fra Lise Mortensen.

Omsætningen i kvartalet landede på 243,5 mio. euro. Her var ventet en omsætning på 257 mio. euro. Omsætningen var dog påvirket af valutamodvind.

EBIT før særlige poster lød på 61,4 mio. euro mod ventet 62,4 mio. euro ifølge konsensusestimater indsamlet af Chr. Hansen, mens bundlinjen endte på 41,4 mio. euro mod ventet 46,1 mio. euro. Her var resultatet præget af omkostninger forbundet med opkøbet af selskabet Jennewein.

FORTSAT MODVIND I KINA

Der var før regnskabet fokus på, hvordan Chr. Hansen havde klaret sig på det kinesiske marked, efter at selskabet sidste år meldte om udfordringer.

Det er fortsat historien i første kvartal af det nye regnskabsår.

- Det, vi kan se i Kina, og som bliver bekræftet af de tal, der bliver offentliggjort fra vores kunder, er, at markedet er skiftet fra yoghurt over mod mælk. På et eller andet tidspunkt venter vi, at det kommer tilbage, da yoghurt er højere op i værdikæden og dermed giver større indtjening for kunderne, siger Lise Mortensen.

Hun hæfter sig dog ved, at volumenerne i Food Cultures & Enzymes er vokset i forhold til kvartalet forinden - selvom Kina er uændret.

Den organiske vækst på 8 pct. blev udgjort af en priskomponent på 6 pct. og en volumenfremgang på 2 pct.

Food-divisionen kom ud af kvartalet med en omsætning på 165,3 mio. euro mod 166,1 mio. euro sidste år, mens driftsresultatet (EBIT) landede på 50,8 mio. euro mod 53,2 mio. euro. Nedgangen i driftsresultatet skyldes dog primært valutamodvind, fremgår det af regnskabet.

FREMGANG MEDFØRER IKKE OPJUSTERING

Det er ikke kun Food Cultures & Enzymes, der er vokset. Også sundhedsdivisionen, Health & Nutrition, voksede solidt i kvartalet, hvor der var fremgang til alle underdivisioner.

Omsætningen i sundhedsdivisionen endte i første kvartal på 78,2 mio. euro mod 53,9 mio. euro i samme kvartal sidste år, mens driftsresultatet var uændret på 10,6. Begge tal var dog påvirket af de opkøb, som Chr. Hansen foretog sidste år.

Fremgangen udmønter sig dog ikke i løftede forventninger til året, fortæller finansdirektøren.

- Det gør det ikke, da den verden, vi opererer i, har større usikkerheder i øjeblikket. Samtidig havde Health & Nutrition ikke sit bedste kvartal sidste år, men der er rigtig god medvind nu, siger Lise Mortensen.

Om det så kan betyde en opjustering, når der kommer bedre udsyn, vil Lise Mortensen dog først tage stilling til på daværende tidspunkt. Hun understreger dog, at de nuværende forventninger er dem, der ligger tættest på, med den viden som selskabet har i øjeblikket.

/ritzau/FINANS