Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Markant stigning i nyledige i USA bekymrer økonomer

14/1 15:02

- Av, det går det forkerte vej i USA.

Sådan lyder reaktionen fra cheføkonom Allan Sørensen fra Dansk Industri på torsdagens nyhed om, at 965.000 amerikanere i sidste uge meldte sig ledige.

- 2021 er skudt i gang med mange fyresedler på det amerikanske arbejdsmarked. Antallet af nytilmeldte ledige er på højeste niveau i 20 uger. Det nye år har endnu ikke bragt nye bedre tider med sig, skriver Allan Sørensen i en kommentar.

Tallet for sidste uge var noget højere end analytikernes forventninger om 789.000 nye ledige, og hos Arbejdernes Landsbank betegner cheføkonom Jeppe Juul Borre da også tallet som en "lille lussing fra den amerikansk økonomi".

- Tallene i dag er til den skuffende side, og helt overordnet er ledighedstilmeldingerne fortsat voldsomt høje. Der er stadig mere end fire gange så mange, der melder sig ledige om ugen end under mere normale tider.

- Vi ser samtidig, at beskæftigelsestoget, som buldrede frem under store dele af genopretningen sidste år er bremset totalt op, mens ledigheden har svært ved at tabe sig yderligere. Der skal ske noget, før vi igen ser toget køre og ledigheden sigte nedad, skriver Jeppe Juul Borre i en kommentar til torsdagens opgørelse.

Hos Sydbank noterer cheføkonom Søren V. Kristensen, at der er mere end 18 mio. amerikanere, der modtager arbejdsløshedsunderstøttelse på den ene eller anden måde.

Ud af dem stod godt 11 mio. til at miste indtægten her fra årsskiftet. De ydelser blev dog forlænget til et stykke ind i marts, da Trump i december endelig underskrev den længe ventede nye hjælpepakke.

- Med den nuværende situation in mente og tempoet på genopretningen, så kan der dog meget vel blive brug for en ny forlængelse eller en ny form for økonomisk håndsrækning til de arbejdsløse amerikanere og amerikansk økonomi som helhed.

- Det er mulighederne heldigvis blevet markant bedre for nu, hvor demokraterne har fået et spinkelt flertal i Kongressen, skriver Søren V. Kristensen i et notat.

Også cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Erik Bjørnsted ser behov for yderligere hjælp til den coronaramte amerikanske økonomi.

- Der bliver brug for at udvide den hjælpepakke, som de amerikanske politikere blev enige om inden årsskiftet. Det er især lavindkomstfamilierne, som har brug for en økonomisk håndsrækning, så hovedmotoren i den amerikanske økonomi, forbruget, ikke går i stå, skriver han i en kommentar.

/ritzau/FINANS