Asien: Asiatiske aktier uden ensartet retning
17/2 06:32
Asiatiske aktier viser store udsving onsdag, hvor de japanske investorer følger den lettere sivende tendens, som tirsdag satte ind hos deres amerikanske kolleger, mens Hongkong og især Taipei viser sig fra den positive side.
- Det er dybest set deflationsbekymringerne, der fordamper. Der er en generel fornemmelse af, at tingene bevæger sig tilbage til det normale, og faldet i covid-antallet i USA er sandsynligvis den eneste rigtige indikator. Det er genåbningen, der virkelig giver os vækst, siger cheføkonom Rob Carnell fra ING i Singapore til Reuters.
MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavsområdet uden for Japan er så godt som uændret, mens de amerikanske futures peger på kursfald på 0,1 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.
I Tokyo er investorerne godt i gang med at hente de seneste dages gevinster hjem.
Det toneangivende Nikkei 225-indeks viger 0,6 pct., og det bredere Topix-indeks falder 0,2 pct.
På det kinesiske fastland er børserne fortsat lukket for det kinesiske nytår, mens børsen i Hongkong fortsat er i sving med en stigning på 0,7 pct. i Hang Seng-indekset.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | -0,6 |
| Topix | -0,2 |
| Hongkongs Hang Seng | +0,7 |
| China Shanghai Composite | Lukket |
| China CSI 300 | Lukket |
| Taiwan Taiex | +3,6 |
| Sydkoreas Kospi | -1,1 |
| Indiens BSE Sensex | -0,8 |
| Singapores STI | -0,5 |
| Sydney ASX 200 | -0,4 |
Indeksværdi klokken 5.25.
/ritzau/FINANS
