Jyske Bank Q4: Venter bundlinjefremgang i 2021
23/2 09:08
Jyske Bank kom lidt bedre end ventet ud af sidste år til trods for tilbagegang på bundlinjen, men i det nye regnskabsår venter banken dog fremgang.
Det fremgår af regnskabet for fjerde kvartal 2020, der er præsenteret tirsdag morgen.
Banken kom ud af kvartalet med et overskud på 831 mio. kr. mod en forventning hos analytikerne om 787 mio. kr. I fjerde kvartal af 2019 nåede banken 966 mio. kr.
For året som helhed nåede banken et nettooverskud på 1609 mio. kr. mod ventet 1565 mio. kr. og 2440 mio. kr. i 2019.
- Et udfordrende 1. kvartal 2020 er blevet efterfulgt af tre kvartaler med et resultat før skat på 3,1 mia. kr. og resultat efter skat på 2,4 mia. kr., konstaterer ordførende direktør Anders Dam i regnskabet og fremhæver, at kundeaktiviteten er på et solidt niveau, og den underliggende forretning har udviklet sig stabilt underbygget af væsentlige omkostningsreduktioner og en fortsat god kreditkvalitet.
Samlet fik banken basisindtægter i fjerde kvartal på 2126 mio. kr. mod ventet ifølge estimater indsamlet fra ni analytikere af Jyske Bank 2119 mio. kr. I fjerde kvartal sidste år var indtægterne 2231 mio. kr. De største afvigelser var posterne nettorenter og gebyrer og provisioner.
Omkostningerne lå i kvartalet på 1179 mio. kr. mod 1202 mio. kr. i fjerde kvartal 2019. Her var forventningen 1213 mio. kr.
Nedskrivningerne i kvartalet blev rapporteret til 5 mio. kr. mod ventet 28 mio. kr. I fjerde kvartal sidste år var der tale om indtægt på på 64 mio. kr.
For hele året ventes nedskrivninger på 968 mio. kr. Banken meddelte allerede 31. marts, at der i forbindelse med aflæggelse af kvartalsregnskabet blev afsat cirka 1 mia. kr. i ledelsesmæssigt skøn til nedskrivninger som følge af virusudbruddet.
- Kreditkvaliteten vurderes historisk god, og andelen af kreditforringede udlån var ultimo 2020 på det hidtil laveste niveau. Hertil kommer en saldo for ledelsesmæssige skøn på 1,6 mia. kr., efter 1,1 mia. kr. blev udgiftsført til potentielle nedskrivninger som følge af udbruddet af Covid-19, skriver Jyske Bank.
JYSKE BANK VENTER FREMGANG I 2021
Jyske Bank venter et overskud efter skat på 1,9-2,3 mia. kr. i 2021 samt et resultat før skat på 2,5 til 3,0 mia. kr.
I 2020 nåede banken et resultat efter skat på 1,6 mia. kr.
Som grundlag for forventningerne vurderer banken, at forretningsomfanget i 2021 ventes at blive påvirket af stigende bankudlån og faldende indlån.
Nedskrivningsposten ventes at være på et meget lavt niveau, men det understreges, der er usikkerhed knyttet til det skøn i relation til coronavirus.
Analytikernes forventninger til Jyske Banks regnskab for fjerde kvartal af 2020:
Q4 20 | Q4 20 (e) | Q4 19 | FY 20 | FY 20 (e) | FY 19 | |
Nettorenter | 1195 | 1223 | 1270 | 4966 | 4994 | 5152 |
Nettogebyrer og prov. | 581 | 586 | 653 | 2091 | 2096 | 2311 |
Kursreguleringer | 278 | 251 | 252 | 685 | 658 | 342 |
Basisindtægter | 2126 | 2119 | 2231 | 7982 | 7075 | 8060 |
Basisomkostninger | 1179 | 1202 | 1213 | 4848 | 4871 | 5029 |
Basisresultat f. nedskrivninger | 947 | 916 | 1018 | 3134 | 3103 | 3031 |
Nedskrivninger | 5 | 28 | +64 | 968 | 991 | +101 |
Basisresultat | 942 | 888 | 1082 | 2166 | 2112 | 3132 |
Beholdingsresultat | 157 | 123 | 144 | -56 | -90 | -53 |
Resultat f. skat | 1099 | 1012 | 449 | 2110 | 2023 | 3079 |
Skat | 268 | 225 | 260 | 501 | 458 | 639 |
Nettoresultat | 831 | 787 | 966 | 1609 | 1565 | 2440 |
(e) gennemsnitsestimater indsamlet af Jyske Bank selv blandt ni analytikere.
Forventninger til 2021
Efter Q4 | |
Resultat før skat | 2,5-3,0 mia. kr. |
/ritzau/FINANS