Genmab/Sydbank: Store investeringer rammer indtjeningen i 2021 - NY
23/2 18:00
Mens Genmab klarede sig bedre end ventet i 2020, så er prognosen for 2021 belastet af markant øgede investeringer i selskabets lægemiddelkandidater, der betyder, at indtjeningen ikke er på niveau med forventningerne i markedet.
Af samme grund kan aktien falde lidt fra åbningen onsdag, vurderer analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen efter at have set nærmere på regnskabet, der blev offentliggjort tirsdag kort efter børslukketid.
- Mon ikke at aktien skal lidt ned også i forhold til den resterende del af markedet onsdag morgen. Men jeg tror ikke, at investorerne vil straffe Genmab så hårdt som guidance kunne indikere, og det skyldes, at årsagen til den lavere indtjening er store investeringer i forskning og udvikling og salgsorganisationen, siger Søren Løntoft Hansen.
Genmab spår et pænt løft i indtægterne fra kræftmidlet Darzalex i 2021, men både omsætning og driftsresultatet ventes at skrumpe, efter at en stor forudbetaling fra partneren Abbvie løftede resultaterne med omkring 4,4 mia. kr. sidste år.
Desuden ventes væsentligt højere driftsomkostninger i år på 5500-5800 mio. kr. mod 3798 mio. kr. i 2020.
Toplinjen ventes at lande på 6,8-7,5 mia. kr., og driftsresultatet ses ramme intervallet 1000-2000 mio. kr.
Analytikerne forudså forud for regnskabet en omsætning i 2021 på omkring 8 mia. kr. og et driftsresultat (EBIT) på 3162 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
SALG AF GULDKALV STIGER MED MINDST 1 MIA. DOLLAR
Partneren Johnson & Johnsons salg af Darzalex ventes at lande på 5,2-5,6 mia. dollar i 2021 mod lige under 4,2 mia. dollar sidste år. Det vil give Genmab en royalty-indtægt på omkring 4900-5300 mio. kr. mod 4419 mio. kr. sidste år.
- Darzalex-prognosen synes jeg ikke er så overraskende., men royalty-indtægterne er måske en lille smule lavere end ventet, siger Søren Løntoft Hansen.
Han peger dog på, at det ikke fremgår, hvor meget Johnson & Johnson reducerer royalties til Genmab som led i betalinger til biotekselskabet Halozyme for et patent, som anvendes i den nye subkutane version af Darzalex. Det er en reduktion, som Genmab er uenig i, og som derfor har affødt en endnu uafklaret voldgiftssag.
STÆRKT 2020-RESULTAT
På plussiden kan Genmab-aktionærerne glæde sig over et pænt resultat i 2020 på 6313 mio. kr. mod ventet 5959 mio. kr. i markedet.
- Og her bruger man faktisk her lidt færre omkostninger, end man havde stillet markedet i udsigt, siger Søren Løntoft Hansen.
/ritzau/FINANS