Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mandagens aktier: Genmab og sundhedsaktier bag grøn start på ugen

15/3 17:06

Genmab-aktien havde mandag medvind fra to løftede anbefalinger i et grønt dansk aktiemarked, der blandt andet var hjulpet af faldende renter.

Det danske C25-indeks lukkede med et plus på 0,7 pct. i 1636,08, efter fredagens fald på 1,1 pct. og sidste uges fremgang på 4,3 pct.

Sidst på eftermiddagen kørte de store europæiske aktiemarkeder ned på bekymringer over, at Tyskland, Frankrig og Italien suspenderer brugen af Astrazenecas covid-19-vaccine. Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lå ved dansk lukketid med et fald på 0,2 pct.

- Vi har en forholdsvis stille mandag. Fokus er fortsat på renteudviklingen, der for den tiårige amerikanske T-bond er kørt lidt ned til lige over 1,60 pct. efter fredagens optur, siger afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank til Ritzau Finans.

GENMAB MED LØFTEDE ANBEFALINGER

Biotekselskabet Genmab steg mandag med 2,2 pct. til 2083 kr. efter to løftede anbefalinger.

Genmab fik løftet sin anbefaling til "køb" fra "neutral" hos Bank of America, der fastholdt kursmålet 2415 kr.

Bank of America henviser ifølge Bloomberg News til, at aktien er faldet med cirka 25 pct. som følge af et svagt makromiljø, og der fremhæves også et positivt møde med selskabets koncernchef.

DNB løftede også sin anbefaling af aktien til "køb" fra "sælg", mens kursmålet blev hævet til 2360 kr. fra 2250 kr.

Sundhedsaktierne var generelt i god kurs med plusser på 2,4 pct. til 257,70 kr. til Demant og 2,6 pct. til 475,10 kr. til GN.

Ørsted fik løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold" af Santander, der desuden fastholdt kursmålet 1190 kr. Mandag steg Ørsted-aktien med 0,5 pct. til 967,60 kr.

ISS-aktien var i hopla med et plus på 2,6 pct. til 124,25 kr.

Ole Kjær Jensen fremhæver, at ISS-aktien klarer sig godt sammen med de såkaldte BEACH-aktier (Bookinger, Entertainment, Airlines, Cruise/Casino og Hoteller red.).

- Yderligere kan ISS-aktien også være understøttet af fortsat short-covering, vurderer afdelingsdirektøren.

Tryg-aktien lukkede med en stigning på 1 pct. i 145,10 kr., hvilket skete forud for onsdag, der er sidste dag for handel med tegningsretter.

JEFFERIES TILLÆGGER BAVARIANS CORONAVACCINE VÆRDI

Jefferies tillægger nu værdi til Bavarians coronavaccine, ABNCoV2, og værdisætter udviklingsprojektet, der er indlicenseret fra Adaptvac, til 25 kr. per aktie.

Det fremgik af et notat fredag i kølvandet af Bavarians regnskab, der ifølge Jefferies var stort set som ventet.

Jefferies fastholdt sin købsanbefaling og kursmålet på 270 kr., og Finanshuset Needham holder også fast i anbefalingen "køb", men sænkede kursmålet med en tyver til 340 kr.

Bavarian-aktien fik med et plus på 1,8 pct. til 215,80 kr. lidt genrejsning efter fredagens minus på 4,5 pct.

COLUMBUS BETALER EKSTRAORDINÆRT UDBYTTE

Columbus betaler 6 kr. per aktie i ekstraordinær dividende, men det anbefales ikke at betale ordinær dividende. Det har bestyrelsen i selskabet besluttet sig for at foreslå på den årlige generalforsamling den 27. april.

En aktie i Columbus steg 9,8 pct. til 13,90 kr. mandag.

ANALYSENYT TIL NTG OG ZEALAND PHARMA

Derudover var der også analysenyt til både NTG og Zealand Pharma, der begge var regnskabsaktuelle i sidste uge.

Nordic Transport Group fik ifølge PLX.AI løftet sit kursmål til 275 kr. fra tidligere 260 kr. hos Nordea, som fastholdt anbefalingen "køb".

NTG kørte mandag frem med 3,3 pct. til 249 kr.

Samme PLX.AI skrev, at Zealand Pharma, der mandag faldt med 0,9 pct. til 189,90 kr., har fået trimmet sit kursmål til 310 kr. fra 357 kr. af Carnegie, der dog gentager anbefalingen "køb".

/ritzau/FINANS