Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Pandora i toppen og Carlsberg i bunden af positivt C25

16/3 09:16

Carlsberg-aktien sendes fra åbningen på det danske aktiemarked tirsdag ned i bunden af C25-indekset, efter at aktien for første gang handles uden 2020-udbyttet på 22 kr. per aktie.

Omendt er stigninger i Pandora og Genmab med til at trække op, og efter fem minutters handel ligger det danske eliteindeks 0,2 pct. højere i 1638,54.

Carlsberg falder 2,1 pct. - 20,90 kr. - til 985,60 kr. fra åbnignen efter udbytteafgangen. DSV ligger derimod 0,4 pct. højere i 1162,50 kr., selvom der her er fragået et udbytte på 4 kr. per aktie efter mandagens generalforsamling hos transportkoncernen.

KANDIDAT TRÆKKER SIG

Tirsdag er det Danske Banks tur til at holde generalforsamling, og allerede nu kan det konkluderes, at det ikke kommer til at gå helt som planlagt. Mandag aften meddelte Danske Bank nemlig, at Topi Manner har trukket sit kandidatur til bestyrelsen i banken tilbage efter indikationer fra Finanstilsynet.

Årsagen er, at Finanstilsynet vurderer, at der kan opstå vanskeligheder med Topi Manners placering i bestyrelsen under de gældende regler, fordi han er topchef hos Finnair, der er en del af en sektor, som er særligt påvirket af covid-19-pandemien. Finnair er nemlig også samtidig kunde hos Danske Bank.

Som konsekvens af, at hans kandidatur nu er blevet trukket tilbage, indstiller bestyrelsen i stedet til at vælge otte kandidater i stedet for ni. På tirsdagens generalforsamling skal der blandt andet tages stilling til en udbyttebetaling på 2 kr. per aktie.

Danske Bank-aktien stiger 0,5 pct. til 123,15 kr.

Pandora topper imidlertid i C25 med en stigning på 2,1 pct. til 664,20 kr. foran Genmab med et plus på 1,4 pct. til 2114 kr.

LØFTER TRYG TIL KØB

Analytikerne hos amerikanske Citi løfter anbefalingen af aktien i Tryg til "køb" fra "neutral", fremgår det af data fra Bloomberg og Reuters. Derudover hæves kursmålet til 167,60 kr. fra 147,87 kr.

Tryg er i gang med en gigantisk kapitalrejsning til køb af RSA's aktiviteter i Norden, inklusive en halvpart af Codan i Danmark.

Forsikringskoncernens aktie stiger 0,6 pct. til 145,80 kr.

Der er også analysenyt fremme om Maersk Drilling, idet finanshuset Evercore ISI har løftet sit kursmål for aktien til 286,78 kr. fra 246,94 kr. Samtidig er den positive anbefaling "outperform" blevet gentaget, fremgår det af Bloomberg News. Maersk Drilling-aktien ligger 2,0 pct. højere i 271 kr.

Scandinavian Tobacco Group (STG) har hos Deutsche Bank desuden fået hævet kursmålet med godt 15 pct. til 150 kr. fra 130 kr. Anbefalingen er uændret "køb" for aktien, som tirsdag er åbnet 0,9 pct. højere i 123,50 kr.

JYSKE BANK KØBER FLERE DAB-AKTIER

Mandag omkring børslukketid kom det frem, at Jyske Bank har øget sin ejerandel til 5,11 pct. i Danske Andelskassers Bank, DAB. Aktien i DAB stiger 3,9 pct. til 9,60 kr., og Jyske Banks aktie ligger 0,8 pct. højere i 279,40 kr.

Der kommer tirsdag årsregnskab fra it-selskabet Columbus, som senest har guidet en omsætning for året på 1750-1850 mio. kr. og et driftsresultat, EBITDA, på 190-200 mio. kr. Aktien steg mandag 9,8 pct. til 13,90 kr., efter nyheden om at selskabet vil betale 6 kr. per aktie i ekstraordinær dividende. Det sker i forbindelse med frasalget af To-Increase og foreslås vedtaget på den kommende generalforsamling den 27. april. I stedet sløjfes det ordinære udbytte for 2020.

Tirsdag morgen ligger Columbus-aktien 1,6 pct. højere i 14,12 kr.

/ritzau/FINANS