Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Løftet kursmål til Demant inden rød åbning

24/3 08:13

Demant, Ørsted og Sydbank har fået rygklap fra analytikere onsdag morgen, hvor stemningen i det generelle marked dog er negativ efter kursfald tirsdag aften i USA.

Den amerikanske finansminister, Janet Yellen, skræmte investorerne onsdag, da hun varslede Kongressen om behovet for fremtidige skatteforhøjelser til finansiering af infrastrukturprojekter og hjælpepakker under coronapandemien.

Det brede amerikanske S&P 500-indeks faldt knap 0,9 pct., efter at det danske aktiemarked var lukket tirsdag. Samtidig peger den tyske DAX-future nedad med et fald på 0,6 pct.

Tirsdag faldt C25-indekset 0,6 pct. til 1640,14.

DEMANT FÅR LØFTET KURSMÅL

Der var ellers pæne stigninger til høreapparatselskaberne, efter at amerikanske Frequency Therapeutics meddelte, at et fase 2-studie med lægemiddelkandidaten, FX-322, ikke viste nogen form for lindring af høretab.

Demant steg 4,3 pct. til 262,90 kr., og GN Store Nord blev løftet med 2,5 pct. til 491,80 kr.

Demant har efterfølgende fået hævet sit kursmål af Goldman Sachs, men kun til 203 kr. fra 155 kr.

BANKER UNDER LUP

Fra børshusene er der også kommet justeringer af danske banker.

Autonomous Research har løftet kursmålene for Sydbank , Danske Bank og Jyske Bank.

Sydbanks kursmål hæves afrundet til 211 kr. fra 142 kr., Danske Banks hæves til 122 fra 113 kr., og Jyske Banks til 273 kr. fra tidligere 231 kr.

Anbefalingen af Sydbank hæves i samme ombæring til "outperform" fra "underperform", mens anbefalingerne af Jyske Bank og Danske Bank i begge tilfælde er uændret "underperform".

Aktien i den nordiske storbank Nordea får i øvrigt også stemplet "outperform" i en opdateret analyse fra Autonomous.

Tirsdag faldt Sydbank 2,2 pct. til 163 kr. Nordea mistede 0,5 pct. til 61,10 kr., Danske Bank tabte 1,5 pct. til 118,25 kr., og Jyske Bank måtte se aktien dykke 1,1 pct. til 280,30 kr.

NORDEN LØFTES EFTER OPJUSTERING

D/S Norden, der steg hele 5,6 pct. til 150,80 kr. tirsdag efter en opjustering, har fået et par løftede kursmål hos både SEB og Nordea.

SEB sigter nu efter 170 kr. per aktie mod tidligere 145 kr., mens Nordea har løftet sit kursmål til 165 kr. fra 145 kr.

Det fransk-tyske børshus Oddo har indledt dækning af Ørsted med anbefalingen "outperform" og et kursmål på 1250 kr. Det er 23 pct. mere end tirsdagens slutkurs for Ørsted, der steg 2,9 pct. til 1014 kr.

MÆRSK KAN FALDE

A.P. Møller-Mærsk, der faldt hele 6,6 pct. til 13.845 kr. tirsdag efter en salgsanbefaling fra Handelsbanken, handles onsdag eksklusive retten til et udbytte på 330 kr. Alt andet lige kan aktien derfor ventes at falde på ny.

Vestas har fået en lille ordre på 47 megawatt i Japan. Tirsdag steg Vestas 1,3 pct. til 1150,50 kr.

Blandt de mindre selskaber kommer Nordic Shipholding med regnskab. Rederiet meddelte tirsdag, at egenkapitalen er tabt, men at det fører drøftelser om en fusion. Aktien endte uændret i 33,4 øre.

/ritzau/FINANS