Tesla sælger nu biler for bitcoin
24/3 12:46
Efter tidligere i år at have overrasket markedet med købet af bitcoin for 1,5 mia. dollar vil Tesla nu acceptere betalinger med verdens største elektroniske valuta for sine elektriske biler.
Det skriver Bloomberg News, efter at Teslas koncernchef, Elon Musk, har tweetet, at man nu kan købe Tesla med bitcoin samt at det også vil være muligt at betale med valutaen for kunder uden for USA senere i år.
Tesla-aktien indikeres 1,3 pct. højere i formarkedet, mens bitcoin er løftet til 56.363 dollar fra lidt under 54.000 dollar før tweetet fra Elon Musk.
Elbilproducenten afslørede i februar, at selskabet havde investeret 1,5 mia. dollar i bitcoin og samtidig signalerede selskabet også, at det havde intentioner om at acceptere kryptovalutaen som en form for betaling på et tidspunkt, hvilket sendte prisen på bitcoin i vejret.
/ritzau/FINANS