Ørsted vil udvikle stort brintanlæg
31/3 08:20
Energikoncernen Ørsted oplyser onsdag, at den vil udvikle et af verdens største vedvarende brintanlæg med kobling til industriel efterspørgsel i Holland og Belgien.
SeaH2Land-visionen omfatter et produktionsanlæg for vedvarende brint på 1 GW i 2030, der skal udvikles af Ørsted.
Hvis elektrolyseanlægget, som skal producere vedvarende brint, realiseres, kan det erstatte omkring 20 pct. af det nuværende brintforbrug i regionen med vedvarende brint, fortæller Ørsted.
Ørsted foreslår, at elektrolyseanlægget kobles direkte til en ny havvindmøllepark med en kapacitet på 2 GW i den hollandske del af Nordsøen.
Dette vil gøre det muligt at levere den store mængde grønne strøm, der er nødvendig for at producere vedvarende brint.
- Det vil desuden passe godt sammen med de hollandske myndigheders ambitioner om at fremskynde udrulningen af havvind, i takt med at efterspørgslen på elektricitet stiger, skriver Ørsted.
Det tilføjes, at havvindmølleparken vil kunne blive bygget i en af zonerne i den sydlige del af den hollandske eksklusive økonomiske zone, der allerede er udpeget til udvikling af havvind.
/ritzau/FINANS