Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
Historik

Vælg chat via ovenstående menu
Luk reklame

DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Onsdagens aktier: DSV, Ambu og Vestas trak C25 under vand

7/4 17:05

En række aktier, der har kørt godt på det seneste, var onsdag med til at trække ned i det danske eliteindeks.

DSV Panalpina satte sig med 3,2 pct. til 1211 kr., efter tirsdag at være lukket i alletiders højeste niveau med en stigning på mere end 20 pct. siden nytår.

Ambu-aktien blev C25-bundprop med et fald på 4 pct. til 305,40 kr. efter at være steget med mere end 6 pct. hver af de to foregående handelsdage.

Alt i alt tabte det danske C25-indeks onsdag 1,0 pct. i 1679,70. Til sammenligning lå det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks ved dansk lukketid med et fald på 0,1 pct.

- Vi har en relativt rolig dag på indeksniveau med små ændringer ude i Europa. Markedet er lidt afventende forud for referatet fra det seneste rentemøde i USA, siger senioraktierådgiver Martin Munk til Ritzau Finans.

Vestas blev presset af en fastholdt salgsanbefaling hos Handelsbanken, mens Danske Bank endte i toppen efter en ny købsanbefaling, og Mærsk blev hjulpet af Nordea, der ser en stor opjustering i horisonten.

VESTAS RAMT AF SALGSANBEFALING HOS HANDELSBANKEN

Vestas-aktien lukkede onsdag med et minus på 1,9 pct. i 1225 kr., og dermed fortsatte nedturen efter tirsdagens tab på 4,1 pct.

Usikkerheden om indtjeningsudviklingen hos Vestas er blevet forøget betydeligt, siden vindmølleproducenten startede sin nye strategi på offshoremarkedet, vurderede Handelsbanken, der gentog sin negative salgsanbefaling og kursmålet på 700 kr.

Modsat blandede Danske Bank-aktien sig i toppen af eliteindekset, efter at det svenske finanshus Carnegie løftede sin anbefaling af aktien til "køb" fra "hold" med et kursmål, der er løftet til 145 kr. fra 110 kr., fremgik det af PLX AI.

Carnegie vurderer, at Danske Bank langt om længe har lagt det værste bag sig, og at aktien har en attraktiv værdisætning - blandt andet på baggrund af udsigten til et fortsat faldende omkostningsniveau i banken.

Aktien steg med 2,5 pct. til 124,45 kr.

MEDVIND TIL MÆRSK EFTER LØFTET KURSMÅL OG KONKURRENTREGNSKAB

Mærsk fik løftet sit kursmål til 11.000 kr. fra 10.000 kr. af Nordea Markets, der vurderede, at der kan være en solid opjustering fra rederigiganten på vej, skrev PLX AI.

Mærsks B-aktie steg 2 pct. til 15.070 kr.

Rederiaktien blev ifølge Martin Munk også understøttet af et bedre end ventet foreløbigt regnskab fra kinesiske Cosco Shipping, der steg med 29,1 pct. på børsen i Hongkong.

- Cosco har dog flere containere på spotkontrakter, mens Mærsk har længere kontrakter. Så man skal ikke vente, at Mærsks tal for første kvartal blive helt så gode, siger Martin Munk, der pointerer, at Jyske Bank har gentaget "sælg" for aktien.

Det tidligere Mærsk-selskab Maersk Drilling var også i hopla med en stigning på 3,1 pct. til 269,20 kr., efter at selskabet har sikret sig en kontrakt på 34 mio. dollar med Shell Malaysia.

Bavarian Nordic fik hævet sit kursmål til 350 kr. fra 300 kr. hos Danske Bank, der gentog sin positive anbefaling "køb" for aktien.

Bavarian Nordic-aktien endte onsdag med en stigning på 0,5 pct. i 289,30 kr.

ØRSTED SÆLGER 50 PCT. AF VINDMØLLEPARK TIL OLIEFOND

Ørsted har solgt 50 pct. af det hollandske vindmølleparker Borssele 1 & 2 til den norske oliefond, Norges Bank Investment Management (NBIM).

Den samlede værdi af transaktionen oplyses til 1375 mio. euro (10,2 mia. kr.).

Ørsted-aktien steg 0,1 pct. til 1022 kr.

Blandt sidepapirerne steg industrivirksomheden SBS med 2,3 pct. til 22,50 kr. efter årsregnskabet, hvor der ventes fremgang for både omsætning og EBITDA-indtjening i det nye regnskabsår.

Yderligere fortalte SBS også, at markedet fortsat er præget af konsolidering og derfor udforskes mulighederne for SBS Automotive.

/ritzau/FINANS