Amerikansk investor får førsteret i kampen om Hitachis metalenhed
8/4 12:17
Det japanske industrikonglomerat Hitachi har i forbindelse med en større omlægning af aktiviteter forsøgt at indhente bud på det børsnoterede datterselskab Hitachi Metals, og nu skulle selskabet altså være et skridt nærmere potentielt et salg.
Selskabet har ifølge det japanske finansmedie Nikkei Asia givet førsteret til den store amerikanske investeringsfond Bain Capital, hvilket efterfølgende fik datterselskabets aktie til at stige på det japanske aktiemarked torsdag.
Hitachis omstrukturering satser på en vækststrategi, der er centreret om informationsteknologi, og Hitachi Metals, der blandt andet producerer specialstål til biler og fly, anses for at have ringe synergi i den ny strategi.
Skulle en aftale blive indgået mellem de to, hvilket ifølge Nikkei Asia allerede kan ske i indeværende måned, kan det komme til at koste Bain Capital 7,3 mia. dollar, svarende til 45,75 mia. kr.
Hitachi Metals-akien lukkede torsdag 4,9 pct. højere i 1901 yen.
/ritzau/FINANS