Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mærsk-rival placerer kæmpe ordre på nye containere

14/4 12:03

Flaskehalse præger de globale logistikkæder i øjeblikket, og et af problemerne er mangel på containere til at fylde på skibene. Udviklingen får nu rederiet Hapag-Lloyd til at placere en af sine største ordrer på nye containere nogensinde.

Bestillingen lyder på ikke mindre end 150.000 nye tyvefods (TEU) tørlast og kølecontainere, samt 8000 TEU specialcontainere. Det udgør en investering på ca. 550 mio. dollar, oplyser rederiet onsdag.

Manglen på containere er opstået under coronapandemien. I flere af de store containerhavne rundt om i verden er der store flaskehalse, hvor skibe ligger i kø for at komme ind og forsinker rundturene på rederiernes ruter.

Det betyder også, at der kommer færre tomme containere tilbage til Asien, hvorfra de store eksportmængder sejles fra - ikke mindst til Europa og Nordamerika. Derfor er der brug for flere containere end normalt for at flytte den samme transportvolumen, skriver Hapag-Lloyd.

Nogle af de mange containere, som rederiet har bestilt, er allerede blevet leveret i år og integreret ind i flåden, men hovedparten vil blive leveret af kinesiske producenter i de kommende måneder og før udgangen af 2021.

- Containershippingindustrien oplever i øjeblikket en hidtil uset efterspørgsel, som har ført til mangel på containere over hele verden. Med den seneste containerordre bidrager Hapag-Lloyd til indsatsen for at lette den nuværende situation og vil være i stand til at tilbyde sine kunder en meget bedre service, siger administrerende direktør Rolf Habben Jansen fra Hapag-Lloyd i meddelelsen.

/ritzau/FINANS