Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mærsk opjusterer forventningerne med flere milliarder dollar - GENT

27/4 06:34

A.P. Møller-Mærsk er kommet særdeles godt fra start i 2021 og opjusterer forventningerne til hele årets indtjening med flere milliarder dollar.

Der ventes nu et driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 13-15 mia. dollar mod tidligere 8,5-10,5 mia. dollar. Det svarer til en opjustering på 4,5 mia. dollar, eller omkring 27,7 mia. kr., målt på midtpunktet i de to intervaller.

I første kvartal fik rederiet et driftsoverskud EBITDA på 4 mia. dollar, viser foreløbige regnskabstal fra rederiet.

Omsætningen landede i første kvartal på 12,4 mia. dollar, og driftresultatet, EBIT, blev 3,1 mia. dollar.

- Det gode resultat skyldes primært den særlige markedssituation med stigende efterspørgsel og dermed knaphed i forsyningskæderne og mangel på material (containere) til følge. I første kvartal 2021 steg volumener i Ocean med 5,7 pct. og gennemsnitsraterne med 35 pct. i forhold til sidste år, skriver Mærsk i en børsmeddelelse.

Rederiet har tidligere ikke lagt skjul på, at trafikproppen omkring Suez i slutningen af marts blot har skabt yderligere flaskehalse i markedet, og ubalancerne og den særlige markedssituation ventes nu at fortsætte ind i fjerde kvartal.

Mærsk opjusterer derfor også forventningerne til driftsresultat, EBIT, til 9-11 mia. dollar fra tidligere 4,3-6,3 mia. dollar. Målt på midtpunktet er det en opjustering på 4,7 mia. dollar.

Forventningerne til de frie pengestrømme løftes til mindst 7 mia. dollar fra tidligere over 3,5 mia. dollar, og Mærsk løfter desuden forventningerne til investeringerne.

- CAPEX forventninger til 2021-22 er nu opjusteret til at være omkring 7 mia. dollar fra tidligere 4,5-5,5 mia. dollar grundet højere omkostninger til indkøb af yderlige containere for at imødegå den nuværende knaphed i forsyningskæderne, forbedre servicepålideligeheden i Ocean, samt organisk vækst i Logistics & Services, skriver Mærsk, der også ser en bedring i efterspørgslen.

Forventningerne til den globale efterspørgsel løftes derfor nu til en fremgang på 5-7 pct. fra tidligere 3-5 pct. primært drevet af eksport fra Kina til USA.

Rederiet offentliggør regnskab for første kvartal den 5. maj.

/ritzau/FINANS