Asien: Stigninger uden for helligdagslukkede Japan
29/4 06:22
De asiatiske aktier ligger generelt højere torsdag, hvor de japanske markedsdeltagere er fraværende grundet en lokal helligdag, Showa Day.
De asiatiske markeder følger stigninger i de amerikanske aktiefutures, der fandt sted efter den amerikanske centralbank onsdag aften fastslog, at det er for tidligt at overveje at stramme pengepolitikken og dermed støtten til økonomien. Sideløbende afslørede USAs præsident Joe Biden planer om endnu en 1800 mia. dollar stor stimuluspakke i en tale til kongressen.
- Talens højdepunkter - store infrastrukturinvesteringer, snak om klimatiltag og vacciner. Fed forbliver lempelig - alt sammen meget støttende, siger investeringsrådgiver John Milroy fra Ord Minnett i Sydney ifølge Reuters.
MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavsområdet uden for Japan stiger 0,3 pct., og de amerikanske indeksfutures indikerer kursstigninger på 0,3-0,9 pct., når markedet i New York åbner senere fredag.
På det kinesiske fastland er investorerne optimistiske. Shanghai Composite stiger 0,2 pct., og CSI 300 øger 0,3 pct.
Hang Seng-indekset i Hong Kong handles sideløbende 0,6 pct. højere.
På de øvrige børser ligger Kospi-indekset i Seoul og Taiwans Taiex-indeks begge med en gevinst på 0,3 pct., og Singapores Strait Times-indeks øger 0,1 pct.
Australiens ASX-indeks handles samtidig 0,4 pct. højere
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | Lukket |
Topix | Lukket |
Hongkongs Hang Seng | +0,6 |
China Shanghai Composite | +0,2 |
China CSI 300 | +0,3 |
Taiwan Taiex | +0,3 |
Sydkoreas Kospi | +0,3 |
Indiens BSE Sensex | n/a |
Singapores STI | +0,1 |
Sydney ASX 200 | +0,4 |
Indeksværdi klokken 5.25.
/ritzau/FINANS