Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Trifork stiler mod børsnotering i København: "Et naturligt skridt" -NY

4/5 09:07

It-selskabet Triforks ejere har besluttet at undersøge mulighederne for en børsnotering på Nasdaq Copenhagen.

En børsnotering er et naturligt skridt for selskabet efter mange års kraftig vækst, siger selskabets grundlægger og administrerende direktør, Jørn Larsen, i forbindelse med offentliggørelse af planerne.

Trifork blev grundlagt i Danmark tilbage i 1996, og har nu hovedkontor i Schweiz.

- Med en årlig gennemsnitlig vækstrate på 23 pct. siden 2007 og en strategi for fremtidig vækst, er en børsnotering et naturligt skridt for Trifork. Nogle af vores tætte peers og partnere er noteret på Nasdaq Copenhagen, og vi kan se, at både private og institutionelle investorer så vel som aktieanalytikere har en god forståelse for vores industri.

- Vi tror, at en notering kan booste Triforks brand og yderligere forbedre vores mulighed for at tiltrække og fastholde talentfulde ansatte, siger Jørn Larsen i en selskabsmeddelelse.

Børsnoteringen ventes at omfatte salg af eksisterende så vel som nye aktier udstedt af selskabet svarende til 5 pct. af den eksisterende aktiekapital.

Provenuet fra salget af de nye aktier ventes blandt andet at blive brugt til til at udvide forretningen gennem strategiske og taktiske opkøb på selskabets fire kernemarkeder: Danmark, Holland, Schweiz og Storbritannien.

- En notering af Trifork vil understøtte vores internationale vækstambitioner så vel som cementere vores position som en af de mest innovative IT-løsningsleverandører til både private og offentlige kunder i Danmark, Schweiz, Holland og Storbritannien, siger Triforks bestyrelsesformand, Julie Galbo, i meddelelsen.

Forskellige investorer har allerede givet tilsagn om at deltage i den planlagte aktietegning for et samlet beløb af 600 mio. kr. baseret på en aktiekapitalværdi efterfølgende på cirka 2,96 mia. kr.

Blandt andet har Ferd AS givet tilsagn om tegning for 270 mio. kr., mens Chr. Augustinus Fabrikker og Danica Pension har givet tilsagn for hver især 115 mio. kr.

Selskabets største aktionær er selskabets grundlægger og administrerende direktør, Jørn Larsen, med en ejerandel på 23,98 pct. Desuden ejer Gro Holding I ApS 20 pct. og Kresten Krab Thorup Holding ApS ejer 17,60 pct.

Trifork venter i 2021 en omsætning på 140-150 mio. euro og et justeret driftsresultat, EBITDA, på 23,7-28,5 mio. euro. I 2020 omsatte virksomheden for 115,4 mio. euro, og det justerede driftsresultat endte på 17,9 mio. euro.

/ritzau/FINANS