Obligationer/tendens: Åbning uden de store udsving i vente
5/5 07:00
Der er lagt op til uændrede eller let stigende renter på det danske obligationsmarked onsdag morgen.
De internationale renter er kun ændret marginalt, siden det danske marked lukkede mandag, og de danske investorer vil sandsynligvis læne sig op ad den udenlandske udvikling.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt tirsdag med godt 1 basispoint til 1,59 pct., hvilket var 2 point over renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede.
Onsdag morgen handles de amerikanske T-bonds ikke, da markedet i Tokyo er lukket på grund af Golden Week.
- Vi forventer, at det danske obligationsmarked vil åbne med stort set uændrede renter, skriver makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i et notat onsdag morgen.
Tirsdag lukkede renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation i minus 0,13 pct., hvilket var 3 basispoint lavere end mandag.
FOKUS PÅ NØGLETAL
Der er vigtige økonomiske offentliggørelser onsdag.
Fra Tyskland kommer de endelige tal for PMI Service, hvilket også gælder for hele eurozonen.
Senere på dagen kan investorerne se frem til forløberen for fredagens vigtige amerikanske arbejdsmarkedsrapport, ADP-jobrapporten, der vil give en fingerpeg om udviklingen på det amerikanske arbejdsmarked.
Sidst på eftermiddagen offentliggøres de endelig PMI-data og ISM-data for serviceindiustrien.
Især ADP og ISM tallene vil tiltrække fokus.
- Vi venter, at begge nøgletal vil sende solide vækstsignaler fra den amerikanske økonomi. Er nøgletallene noget stærkere end ventet, kan det afføde rentestigninger i dag, vurderer Mathias Dollerup Sproegel.
/ritzau/FINANS