Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Nilfisk: Skifter topledelsen ud - ny CEO og ny CFO - NY2 - GENT

7/5 06:34

Nilfisk har torsdag aften annonceret et skifte i sin topledelse, og industrikoncernen har således udpeget både en ny topchef og en ny finansdirektør.

- Bestyrelsen har udnævnt Torsten Türling til ny administrerende direktør i Nilfisk og Reinhard Mayer som ny CFO, hedder det i en meddelelse til fondsbørsen.

Nilfisks bestyrelse kommer i meldingen ikke med nogen reel forklaring på, hvorfor der nu sættes to navne i spidsen for selskabets daglige ledelse.

- Udnævnelserne af Torsten Türling og Reinhard Mayer skal styrke Nilfisk-teamet yderligere i gennemførelsen af strategien om at forbedre de underliggende resultater og genskabe den organiske vækst, der er nødvendig for at være førende inden for den professionelle rengøringsindustri, udtaler bestyrelsesformand Jens Due Olsen.

De to nye direktører erstatter den hidtidige administrerende direktør, Hans Henrik Lund, og den hidtidige finansdirektør, Prisca Havranek-Kosicek.

Torsten Türling kommer fra en stilling, siden 2015, som administrerende direktør i Ideal Standard, der blandt andet producerer kummer til badeværelser, og som er kapitalfondsejet. Han har desuden været topchef i Franke Group og Frigoglass og har haft ledende stillinger i Linde Group og i Carrier Corporation.

Reinhard Mayer har siden 2017 været CFO i Hansgrohe Group, men han har også haft en tilsvarende stilling i den svenske børsnoterede koncern Getinge.

I en separat melding har industrikoncernen også opjusteret sine forventninger torsdag.

Nilfisk regner nu med en organisk vækst i 2021 på 8-12 pct., mens overskudsgraden, målt ved EBITDA, ses lande i 13-15 pct., fremgår det af en meddelelse.

I forbindelse med regnskabet for 2020 fremlagde industrikoncernen en prognose om en organisk vækst på 5-10 pct., mens overskudsgraden sås lande i 12,5-14,5 pct.

/ritzau/FINANS