Aktier/tendens: Mærsk og Ambu indtager hovedroller i positivt marked
17/5 08:29
I mandagens aktiemarked kan der komme fokus på Ambu, efter selskabet har fået sænket sit kursmål af en række banker. Samtidig kan nye rekorder i fragtindekset SCFI være med til at sætte retningen for Mærsk-aktien.
I alt syv banker har fået et mere negativt syn på Ambu, efter selskabet kom med regnskabstal onsdag i sidste uge.
Generelt er der udsigt til, at danske aktiemarked vil åbne stort set uændret, efter at C25-indekset faldt med 0,5 pct. til 1718,43 onsdag i sidste uge.
Den tyske DAX-future - som typisk er en god rettesnor for udviklingen i Danmark - ligger stille forud for den europæiske aktieåbning.
Pilen peger derimod ned i USA, hvor futures for de tre ledende indeks indikerer fald på op til 0,2 pct., før markedet åbner i USA.
- Hen over natten har der generelt kun været mindre bevægelser på de asiatiske aktiemarkeder, og formarkederne peger da også på en stort set neutral åbning på de europæiske aktiemarkeder senere her til morgen, skriver Nordea i en kommentar.
Ambu har fået sænket sit kursmål af flere banker, heriblandt Danske Bank, der sænker til et kursmål på 365 kr. mod tidligere 300 kr. Morgan Stanley har sat et nyt kursmål på 305 kr. mod tidligere 350 kr., mens Nordea har sænket sit kursmål til 228 kr. fra 243 kr., og SEB har sænket til 250 kr. fra 350 kr.
Hertil kommer nyt kursmål på 295 kr. fra DNB, der tidligere havde et kursmål på 325 kr., mens Carnegie sænker til 139 kr. fra 154 kr., og Handelsbanken sænker til 350 kr. fra 370 kr. De fastholder alle deres anbefalinger.
Onsdag, der var den seneste handelsdag før helligdagene over Kristi Himmelfart, faldt Ambu-aktien 22,8 pct. til 232,60 kr.
Det vidner om, at regnskabet ikke faldt i god jord hos investorerne. Ikke-akutte behandlinger har været sat på pause under pandemien, og det manglende salg af selskabets produkter til det formål betød blandt andet en lavere omsætning.
Blikket kan også blive rettet mod Mærsk, efter at rateindekset, Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), har givet nye rekordtal for spotprisen på containerfragt. Indekset steg i sidste uge 8,0 pct. til 3343,34, hvilket var den syvende uge med stigning ud af de seneste otte.
Desuden fik Mærsk onsdag skåret sit kursmål til 17.200 kr. fra 18.000 kr. af den amerikanske storbank Goldman Sachs, der samtidig sænkede sin anbefaling til "neutral" fra "køb."
Det er dog fortsat et stykke over den nuværende handelspris på Mærsk B-aktien, der onsdag faldt 1,5 pct. til 14.740 kr.
NYT TIL GENMAB, ISS OG ØRSTED
Også Genmab har fået et nyt kursmål, efter at JPMorgan har løftet sit kursmål til 2500 kr. fra 2350 kr. Genmab-aktien steg onsdag 0,1 pct. til 2231 kr.
ISS får samtidig hævet sit kursmål til 95 kr. fra tidligere af 90 kr. af finanshuset BNP Paribas. ISS-aktien steg onsdag 0,5 pct. til 134,65 kr.
Den britiske investeringsbank Barclays har rettet blikket mod Ørsted og indleder dækning af energiselskabet med den negative anbefaling "undervægt" og et kursmål på 800 kr. Ørsted-aktien steg 1 pct. onsdag til 848 kr.
Mandag morgen kan der også komme fokus på Maersk Drilling, der har solgt to rigge for 31 mio. dollar og landet en ny kontrakt til en værdi af 11 mio. dollar. Maersk Drilling-aktien faldt onsdag 0,8 pct. til 264 kr., og selskabet fremlægger regnskab torsdag.
/ritzau/FINANS
