Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Ørsted står til belønning i ny positiv start

18/5 08:24

Energiselskabet Ørsted kan få en bærende rolle tirsdag, hvor de danske aktier ser ud til at kunne bygge videre på mandagens positive begyndelse på ugen.

Mandag var det særligt det positive efterslæb til udlandet fra de danske lukkedage torsdag og fredag i sidste uge, der trak op, men tirsdag hersker der igen generelt god stemning omkring de europæiske aktiemarkeder, og også de amerikanske futures stiger pænt efter et fald mandag.

Herhjemme endte C25-indekset på ugens første dag 1,4 pct. højere i 1742,44.

Futures for det tyske DAX-indeks stiger tirsdag morgen med 0,6 pct., og i USA peger futures for de tre ledende indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, op med 0,3-0,6 pct.

ØRSTED BEGUNSTIGES AF LØFTET ANBEFALING

For energiselskabet Ørsted er der positiv opmærksomhed grundet en løftet anbefaling hos amerikanske Bernstein, der har skruet op til "outperform" fra det neutrale niveau "market perform".

Kursmålet er samtidig skruet op til 1000 kr. fra 985 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

Mandag lukkede Ørsted-aktien med et plus på 0,9 pct. til 855,80 kr.

Novo Nordisk, som mandag steg med 3,1 pct. til 493,45 kr., leverede sent mandag data fra Rescue-studiet, der har testet lægemidlet Ziltivekimab.

Det nåede i fase 2-studiet sit primære endemål ved at reducere inflammatoriske biomarkører associeret med åreforkalkning (aterosklerose) hos mennesker med avanceret kronisk nyresygdom.

HØREAPPARATNYT FRA SCHWEIZ

For både GN og Demant er der nyt fra Schweiz at forholde sig til, idet verdens største høreapparatproducent, Sonova, har aflagt årsregnskab for 2020/21.

Regnskabsåret var ikke overraskende kraftigt påvirket af coronapandemiens udbrud i særligt første kvartal af regnskabsåret, der startede med indgangen til april sidste år.

Siden satte en stor genrejsning dog ind, og samlet set endte det derfor blot med let tilbagegang på toplinjen og en lille stigning i indtjeningen. Stor valutamodvind var dog med til at trække yderligere ned.

Med lanceringen af topproduktet Phonak Paradise sidste år er Sonova kommet flot i gang med 2021/22, og for hele regnskabsåret venter selskabet en omsætningsvækst på 24-28 pct. og en vækst i driftsresultatet (EBITA) på 34-42 pct. - begge dele opgjort i lokale valutaer.

På grund af den store styrkelse af schweizerfranc sidste år ventes der desuden valutamedvind i 2021/22.

GN-aktien steg mandag med 3,2 pct. til 490,10 kr., mens Demant faldt 0,2 pct. til 298 kr.

SAS SER STORT LØFT I BOOKINGER TIL "GULE LANDE"

Luftfartsselskabet SAS har oplevet noget mere gang i bookingerne til udenlandske destinationer, efter at Udenrigsministeriet i sidste uge opdaterede sine rejsevejledninger.

Det siger Alexandra Lindgren Kaoukji, der er fungerende pressechef for SAS i Danmark, til Ritzau Finans.

- Vi ser bestemt et stort løft for de destinationer, der er blevet gule efter ændringen af rejsevejledningerne. Især med hensyn til Middelhavslandene ser vi en kraftig stigning i bookinger, og denne kurve ser ud til fortsat at pege opad, siger hun.

Fredag indledte Danmark fase 3 af den gradvise genåbning for rejseaktiviteter ind og ud af Danmark. Det betød blandt andet, at grænserne for, hvornår lande og regioner kategoriseres som "gule" hæves.

De gule lande betyder, at rejsende fritages fra isolationskrav, når de rejser ind i Danmark.

SAS-aktien steg 1 pct. til 1,45 kr. mandag.

FLERE MINDRE REGNSKABER I FOKUS

Regnskabssæsonen i Danmark kører på den sidste kilometer, og det betyder vanen tro, at flere af de mindre selskaber er på scenen med rapporteringer.

Tirsdag gælder det emballageproducenten Brdr. Hartmann, Parken Sport & Entertainment, Københavns Lufthavne, it-selskabet Columbus samt Copenhagen Capital og Scandinavian Investment Group (SIG).

Allerede sent mandag afleverede transportselskabet Nordic Transport Group (NTG) sine tal for første kvartal.

De viste stor fremgang i både omsætningen og driften, der efter renter og skat - men før særlige poster - endte på 101,4 mio. kr. mod 44,9 mio. kr. i første kvartal sidste år.

Efter regnskabet har Danske Markets løftet sit kursmål for aktien til 325 kr. fra 305 kr. og gentaget anbefalingen "køb", skriver PLX AI.

NTG sluttede mandagens handel 4,6 pct. højere i 298 kr.

/ritzau/FINANS