USA/økonomer: Højeste inflationsniveau siden starten af 90'erne
10/6 15:16
De amerikanske forbrugerpriser stiger hastigt og i et tempo, der ikke er set siden halvfemserne. Økonomer vurderer dog, at den relativt høje inflation vil være midlertidig.
De amerikanske forbrugerpriser steg med 5,0 pct. i maj i forhold til samme måned året før. Til sammenligning var der ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet en stigning på 4,7 pct.
Set i forhold til måneden før steg forbrugerpriserne med 0,6 pct., mens økonomernes forventninger var 0,5 pct.
Mikael Olai Milhøj, der er chefanalytiker i Danske Bank, venter, at inflationen vil blive ved med at ligge højt indtil foråret 2022.
- Vi forventer, at inflationen i USA vil aftage lidt igen til næste år, da tjenesteefterspørgslen gerne skulle stige igen på bekostning af vareefterspørgslen, når samfundet vender tilbage til normalen, skriver han i et notat.
Kerneforbrugerpriserne, der fraregner fødevare- og energipriserne, steg i samme periode med 3,8 pct. i forhold til maj sidste år.
Det er det højeste niveau siden starten af 90'erne.
På månedsbasis steg kerneforbrugerpriserne med 0,7 pct.
De stigende priser bliver fulgt tæt af investorer, mener Mathias Dollerup Sproegel, der er makroanalytiker i Sydbank.
- En vedvarende højere inflation kan sende renterne markant op og udfordre den gode stemning på aktiemarkederne. Det vil nemlig kunne skubbe den amerikanske forbundsbank (Fed) i retning af en hurtig og kraftig opstramning af pengepolitikken, skriver han i en kommentar.
- Derfor venter vi, at Fed vil fastholde, at inflationen tiltager midlertidigt. Vi venter nemlig, at de hastigt stigende priser på flere varegrupper vil blive normaliseret, når der kommer en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel i den globale varehandel, fortsætter han.
Det er særligt priserne på brugte biler, hotelovernatninger og flypriser, der er steget til vejrs, bemærker analytikeren.
/ritzau/FINANS