Aquaporin offentliggør prospekt: Vil på børsen senest 1. juli
14/6 09:28
Aquaporin udbyder lige over 2,5 mio. aktier i forbindelse med sin ventede børsnotering senest den 1. juli.
Det fremgår en meddelelse selskabet, der annoncerede sin intention om at gå på børsen i slutningen af maj.
Selskabet har offentliggjort prospekt og besluttet at udbyde op til 2.514.451 aktier til den tidligere annoncerede afregningspris på 173 kr. per aktie. Det værdisætter selskabet til 1,7 mia. kr.
Der udbydes i alt 1.445.087 nye aktier, hvilket vil sikre selskabet et bruttoprovenu på 250 mio. kr.
Aktionærerne M. Goldschmidt Capital og Danica Pension udbyder desuden op til 967.364 eksisterende aktier. Op til 102.000 aktier udbydes af to medlemmer af ledelsen og et bestyrelsesmedlem.
Free float i aktien ventes at blive mellem 50-54 pct. af den samlede aktiekapital.
Tegningsperioden løber fra den 14. juni til senest den 25. juni.
Aquaporin er etableret af nuværende topchef Peter Holme Jensen i 2005, og selskabets ide er at styrke bæredygtigt forbrug af vand. Til det formål har Aquaporin udviklet en filtreringsteknologi, som nu meldes klar til kommercialisering. Provenuet fra udbuddet af nye aktier skal bruges til at styrke det nye strategiske kapitel.
Det seneste regnskab for 2020 viser en omsætning på 5,5 mio. kr. og et underskud efter skat på 123,4 mio. kr.
For 2024 har Aquaporin en ambition om at nå en omsætning på cirka 450 mio. kr. Samtidig skal driftsresultatet før af- og nedskrivninger, EBITDA, gå i plus.
I 2021 venter Aquaporin en omsætning på 15-20 mio. kr. og et EBITDA-underskud på 70-80 mio. kr. Målt på driftsresultatet, EBIT, ventes et underskud på 90-100 mio. kr.
/ritzau/FINANS