Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Penneo/CEO: Vil på hovedbørsen og tiltrække nye investorer - NY

21/6 11:22

Mange investorer må eller vil kun investere på hovedbørsen, og hvis man ikke er der, så vil man gå glip af investeringer.

Det mener direktør i signeringstjenesten Penneo Nicolaj Højer Nielsen, der vil bytte noteringen på First North-børsen ud med en notering på hovedbørsen i København.

- Det kræver meget at gå på hovedbørsen. First North er et sted, hvor man kan vokse sig stor nok, og det har vi gjort. Det sidste år har vi vokset i omsætning og styrket organisationen, siger Nicolaj Højer Nielsen til Ritzau Finans.

Samtidig stiler selskabet efter en kapitalforhøjelse på op til 100 mio. kr. for at kunne accelerere væksten.

Topchefen siger, at der er interesse og løbende møder med både danske og udenlandske fonde, men at der ingen konkrete aftaler er lavet endnu.

Selskabet venter at have noteringen effektueret i første kvartal af 2022.

Det er især den danske revisionsbranche, der benytter sig af selskabets systemer, og ifølge Nicolaj Højer Nielsen blev 66 pct. af alle årsregnskaber underskrevet med Penneos system.

Men med kapitalforhøjelsen, der ventes at være gennemført senest samtidig med skiftet til hovedbørsen, vil Penneo forsøge at brede sig ud i blandt andet finanssektoren.

- Vi kan se nogle specifikke ting, vi vil investere i. Vi er blevet det mest brugte system i revision, og vi vil gerne bygge et nyt ben op i finans. Vi vil også gerne investere i andre lande eksempelvis Belgien og Finland, siger Nicolaj Højer Nielsen.

På trods af den store vækst, som selskabet oplever, så er det ikke overskudsgivende. Og det er heller ikke meningen ifølge Nicolaj Højer Nielsen.

- Det er et strategisk valg. For at vi kan vækste så meget, som vi gør, så bruger vi mange penge på salg og marketing, siger han.

- For os er det positivt. Vi skal ikke give overskud nu, fordi hvis vi gjorde det, så kunne vi ikke vækste så hurtigt, som vi gerne vil, fortsætter han.

Penneo kom på First North-børsen i juni sidste år, hvor den blev noteret til en pris på godt 11 kr. per aktie.

Siden har selskabet leveret vækst, og aktiens værdi er mere end firedoblet. Mandag falder aktien 5,8 pct. til 45,20 kr.

/ritzau/FINANS