Fragtrater til USA nærmer sig 10.000 dollar efter stigning på 229 pct.
8/7 15:19
Efterspørgslen fra de amerikanske forbrugere er tårnhøj, og det er med til at skubbe raterne for containerfragt til USA op i nærheden af 10.000 dollar.
Det viser data fra analysehuset Drewry.
I spotmarkedet koster det lige nu 9.631 dollar at sende en fyrrefodscontainer fra Shanghai i Kina til Los Angeles i USA.
Det svarer til en stigning på 5 pct. sammenlignet med sidste uge og et spring på 229 pct. sammenlignet med sidste år.
De stigende rater har ført til massiv profit for containerrederierne, heriblandt København-baserede A.P. Møller-Mærsk og kinesiske Cosco, men de gør det sværere for importørerne at absorbere omkostningerne, skriver Bloomberg News.
Prisen for en container fra Shanghai til Rotterdam i Holland overgik 10.000 dollar tilbage i maj, og siden er det fortsat op.
/ritzau/FINANS