Nordea DK/dir: Det går godt for kunderne både i privat og i erhverv
21/7 13:49
Nordea Danmark er positivt påvirket af blandt andet indtægtsførsel af nedskrivninger og lignende i andet kvartal. Der indtægtsføres 33 mio. euro i Privat og 25 mio. euro på Erhverv
Det er et udtryk for, at det går kunderne godt, og at dansk økonomi er i bedre form end frygtet, siger de to direktører for områderne Mads Skovlund Pedersen, der er chef for Privat, og Bjørn Bøje Jensen, der er chef for Erhverv.
Det er flere forskellige effekter, der gør sig gældende.
- På privatområdet har kunderne det overordnet godt, boligmarkedet har det godt, og flere kunder er kommet ud af det morads, det har været, siger Mads Skovlund Pedersen.
En anden ting, der også påvirker den post, er opskrivninger af boligbogen - items at fair value - som er positiv.
- Når boligpriserne stiger, og gældsfaktoren falder, så bliver boligbogen mere værd, og den ændring skal også bogføres på nedskrivingsposten, forklarer direktøren over for Ritzau Finans.
Han understreger også, at der stadig er usikkerhed omkring corona, og derfor fastholdes den såkaldt ledelsesmæssige buffer i den danske forretning, som det er tilfældet for koncernen.
ERHVERV TILBAGEFØRER OGSÅ
Også i Erhverv er der tilbageførsel, og det er også godt, at det går godt hos den del af kunderne.
- Får business kunderne det svært, rammer det privatkunderne i form af for eksempel arbejdsløshed, og så rammes vores privatafdeling, siger Mads Skovlund Pedersen.
Indtægtsførslen på nedskrivningerne i Erhverv på 25 mio. euro skyldes blandt andet, at nogle håndfulde enkeltkunde-arrangementer har klaret sig bedre end frygtet, forklarer Bjørn Bøje Jensen.
Værdien af lånebogen er også bedre end tidligere, da blandt andet den bedre danske økonomi også sætter sig i den. Den bogføres også her i nedskrivninger og lignende.
- 25 pct. af vores mindre erhvervskunder - business bank direct - er kommet ud af at være i risiko og så skal der ikke hensættes på den.
Ved indgangen til kvartalet var den gruppe 2000 virksomheder, som der var øget risiko på. Nu har direktøren "kun" 1500.
Den buffer der var hensat på Erhverv er også intakt fortsat.
/ritzau/FINANS