Valuta: Norsk krone løftet af olieprisstigning og ro på aktiemarkeder
21/7 14:17
Den norske krone er onsdag stigende, efter at oliepriserne blev hævet tirsdag og fortsætter samme tendens onsdag.
Det sker efter en periode med bekymring for stigende smitte med coronavarianten Delta og de effekter, det eventuelt måtte have på genopretningen af økonomien.
Den norske krone styrkes onsdag til 0,7030 danske kr. fra 0,7010 danske kr. per norsk krone omkring klokken 17 dansk tid.
I weekenden lavede Organisationen af Olieeksporterende Lande (Opec) og samarbejdspartnere - også kendt som Opec+ - en aftale om at skrue op for produktionen af olie.
Aftalen hos Opec+ betyder, at organisationen plus samarbejdspartnere vil skrue gradvist op for produktionen, så den til september næste år vil være oppe på niveau med produktionen, før Opec+ vedtog en nedskæring i foråret sidste år.
Aktiemarkederne og oliepriserne er nu mere stabiliserede end tidligere. Den europæiske referenceolie, Brent, stiger 1,1 pct. til 70,13 dollar per tønde, og den amerikanske WTI-olie stiger samtidig 1,5 pct. til 67,42 dollar per tønde.
Den amerikanske dollar fastholder de seneste dages styrkede niveau i takt med, at investorerne fortsat efterspørger sikre placeringer for deres kapital. Den tendens har fået en hjælpende hånd af de seneste dages coronafrygt.
I den forbindelse ser aktørerne frem til en melding fra Den Europæiske Centralbank, ECB, torsdag vedrørende pengepolitikken.
Dollarindekset, der sporer den amerikanske valuta over for seks andre store valuta, ligger onsdag middag i 93,04 mod 92,97 tirsdag.
/ritzau/FINANS