Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Onsdagens aktier: Danske Bank til vejrs i grønt C25

21/7 17:02

Onsdag stod i bankernes tegn på det danske aktiemarked, efter at Nordens største bank, Nordea, løftede sløret for et sæt solide regnskabstal for andet kvartal tidligt onsdag morgen.

Det smittede positivt af på Danske Bank, der lagde sig godt i toppen af C25 til middag og endte i top tre.

Det danske eliteindeks lukkede samlet i grønt - 1,7 pct. højere end tirsdag i 1904,63.

De positive strømninger, der kom tirsdag eftermiddag fra USA, fortsatte i onsdagens marked i Danmark. Her lå ISS og Demant i plusser, efter at have skrabet bunden tirsdag.

- Der blev uddelt prygl mandag og tirsdag grundet frygt for corona og Delta-smitte. Det var ikke positivt for nogen aktier, men især for ISS kan corona betyde færre kontorer at gøre rent, og for Demant kan det betyde, at de hørehæmmede går mindre på klinikkerne, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning, til Ritzau Finans.

- Vi så et rekyl på markedet i dag, men markedet er også omskifteligt, så der skal ikke meget til, før udfaldene er til at få øje på, fortsætter han.

Vestas sluttede som vinder i dagens aktiehandel og steg 4,5 pct. til 236,80 kr.

ØRSTED I KAMP - ENDER SOM TOER

Verdens største energiselskaber kæmper om retten til at opføre vindmøller på den skotske havbund. Og her blander Ørsted sig med oliegiganterne Shell og BP, skrev Børsen onsdag.

Ørsted har haft en hård tid på børsen, og hvis det lykkes Ørsted at få foden inden for, er det skotske havvindmarked meget attraktivt. Aktien lagde sig onsdag helt i top under Vestas med en stigning på 4,0 pct. til 949,80 kr.

NORDEA BEDRE END VENTET PÅ NÆSTEN ALLE PARAMETRE

Nordea præsterede med sit regnskab for andet kvartal bedre på stort set alle poster, end det var ventet af analytikerne.

Bankens nettooverskud landede på 1025 mio. euro mod et overskud på 243 mio. euro i samme kvartal af 2020. Analytikernes forventninger lød på 858 mio. euro ifølge estimater indsamlet af Infront Data.

Driftsoverskuddet efter nedskrivninger på udlån blev rapporteret til 1338 mio. euro mod 306 mio. euro i andet kvartal 2020. Der var ventet 1118 mio. euro.

Øgede indtægter og tilbageførsel af nedskrivninger er de primære forklaringer på bedringen.

Omkostningerne steg til 1131 mio. euro fra 1088 mio. euro i kvartalet året før. Her var forventningen 1091 mio. euro.

Kapitalpositionen er efter andet kvartal så stærk, at Nordea også vil starte et aktietilbagekøbsprogram i fjerde kvartal. Samtidig er storbanken klar til at udbetale det suspenderede udbytte for 2019 og 2020, efter at restriktionerne for udlodning er blevet ophævet.

Dermed lægger banken an til at udbetale samlet 0,72 euro i udbytte i oktober.

Nordea steg 3,6 pct. til 71,83 kr. ved luk.

Danske Bank blev også påvirket positivt af Nordeas regnskab for et andet kvartal. Danske Bank offentliggør sit eget kvartalsregnskab fredag, og forventningerne vil sandsynligvis blive skruet op af dagens tal fra kollegaen.

Danske Bank steg 3,3 pct. til 111,70 kr.

GENMAB FÅR SALGSTAL FRA USA

Investorerne i Genmab så positivt på aktien onsdag efter børsåbning, forud for, at partneren Johnson & Johnson kom med sit regnskab for andet kvartal.

Johnson & Johnson-selskabet Janssen sælger Genmabs kræftmiddel Darzalex på det amerikanske marked, og royalty-indtægterne fra salget er en af de største dele af det danske selskabs omsætning.

Tidligere på dagen offentliggjorde Novartis, der sælger det Genmab-udviklede lægemiddel mod sklerose Kesimpta, regnskab for samme periode. Her steg selskabets indtjening per aktie i kvartalet til 1,66 dollar.

Genmab steg 1,9 pct. til 2779 kr.

Novo Nordisk vil satse på RNA-medicin, der er brudt igennem via coronavacciner. I samarbejde med det amerikanske biotekfirma Dicerna undersøges 30 mulige lægemiddelkandidater, der grundlæggende har potentiale inden for næsten alle de Novo Nordisk terapiområder - diabetes, hjerte-kar-sygdomme, fedtleversygdom og fedme.

Novo Nordisk steg 1,3 pct. til 560 kr.

/ritzau/FINANS