Aktier/tendens: Novo og Mærsk ventes at løbe med opmærksomheden - NY
5/8 08:36
Det tyder på en positiv åbning på det danske aktiemarked onsdag, hvor Novo Nordisk fortsat vil tiltrække sig opmærksomhed oven på onsdag eftermiddags overraskende opjustering kort før det danske aktiemarkeds lukketid, der resulterede i rekorder til såvel eliteindekset C25 som til Novo Nordisk selv.
Internationalt lukkede Wall Streets brede S&P 500-indeks onsdag med et minus på 0,5 pct., men kun en mindre del af droppet materialiserede sig efter dansk lukketid onsdag.
De asiatiske aktier har vist en overordnet positiv udviking torsdag morgen, og de amerikanske aktiefutures indikerer mindre stigninger på 0,1-0,2 pct. i New York senere på dagen.
Hvis man bruger den tyske DAX-future som indikator for det danske aktiemarked, peger det på en let positiv åbning, idet børsen i Frankfurt ventes at åbne med et plus på omkring 0,1 pct.
Det kan sende det danske C25-indeks mod årets 25. rekord og den fjerde i træk. Onsdag steg indekset 1,5 pct. til rekorden 1965,84.
FONDSBØRSENS TUNGESTE SELSKABER I CENTRUM
Novo Nordisk opjusterede kort før børslukketid onsdag, hvor aktien steg markant i de sidste minutters hektiske handel. Det har medført en række opjusterede kursmål fra nær og fjern.
Novo Nordisk venter nu en fremgang på 10-13 pct. i salget i år i lokal valuta mod tidligere ventet en 6-10 pct. Samtidig venter Novo nu at kunne øge sit driftsoverskud med 9-12 pct. i lokal valuta, hvor forventningen før var 5-9 pct.
Begge dele er forårsaget af øget salg af diabetesmidler og fedmemedicin. Novos nyeste skud på stammen inden for diabetesbehandling, diabetespillen Rybelsus og midlet Ozempic, der tages med et stik under huden, er gået voldsomt frem, ligesom salget af fedmemedicin overrasker positivt.
Det får det britiske børshus Barclays til at hæve kursmålet for Novos aktie til 625 kr. fra 585 kr. og gentage "overvægt", mens Bank of America har sat sit kursmål op med 60 kr. til 630 kr. Endnu større tiltro har den amerikanske finansgigant JP Morgan, der har lagt 200 kr. på kursmålet for aktien, så det nu lyder på 700 kr. med anbefalingen "overvægt".
Novo Nordisk-aktien endte onsdag med et solidt plus på 4,8 pct. i rekordkursen 611 kr.
Den anden mastodont på fondsbørsen i København, A.P. Møller-Mærsk, der selv opjusterede forleden, er også i fokus op til den danske rederi- og logistikkoncerns halvårsregnskab i morgen, fredag.
Spændingen er taget ud efter opjusteringen i mandag aften, men de nærmere divisionsresultater og bemærkninger vil have interesse.
A.P. Møller-Mærsk B sluttede onsdag i 17.510 kr. efter en stigning på 0,8 pct.
Ringkjøbing Landbobank har fået hævet kursmålet til 750 kr. fra 700 kr. af Nordea, mens Danske Bank har hævet kursmålet til 800 kr. fra 750 kr.
Begge gentager anbefalingen "køb" af aktien.
Landbobankens regnskab for andet kvartal onsdag viste det største overskud på bundlinjen i ti kvartaler, og samtidig blev de nyligt opjusterede forventninger til helåret fastholdt.
Ringkjøbing Landbobank steg 0,4 pct. til 723,00 kr.i onsdagens handel.
Nordea selv har fået hævet kursmålet af finanshuset Credit Suisse. Målet lyder nu på 82 kr. mod hidtil 74,60 kr.
Nordea sluttede onsdag i 75,06 kr. i København efter en stigning på 1,0 pct.
Ambu-investorerne kan skæve til japanske Olympus, der har offentliggjort regnskab onsdag morgen. For endoskopforretningen blev salgsvæksten i kvartalet på 34,6 pct. til 100 mia. yen, mens driftsindtjeningen er øget med 82,4 pct. til 22,7 mia. yen. Olympus er blandt Ambus største konkurrenter inden for endoskoper til brug ved undersøgelser og operationer.
Ambu faldt onsdag 0,6 pct. til 237,00 kr.
Høreapparatkoncernen Demant har fået hævet sit kursmål til 385 kr. fra 325 kr. hos SEB. Anbefalingen er fortsat "hold".
Aktien i Demant sluttede i 389,80 kr. efter en stigning på 1,2 pct.
SAS kan få opmærksomhed fra Norwegian passagertal for juli.
SAS kan konstatere, at konkurrenten Norwegian torsdag meldte om en fremgang i antallet af passagerer på cirka 50 pct. i juli i forhold til samme måned sidste år, da trafikken led kraftigt under coronapandemien. Norwegian transporterede 695.830 passagerer i juli. Sammenlignet med juli sidste år øgede Norwegian kapaciteten (ASK) med 104 pct. og passagertrafikken (RPK) med 124 pct. Belægningsprocenten oplyses til 74,4 pct, en forbedring på 7 pct.point fra sidste år.
SAS-aktien faldt 0,6 pct. onsdag til 1,49 kr.
/ritzau/FINANS
