Demant H1: Brager frem med organisk vækst på 51 pct. og opjustering
12/8 08:01
Høreapparatkoncernen Demant klarede sig bedre end ventet gennem første halvår og krydrer regnskabet med endnu en opjustering af forventningerne til hele året.
- Alt i alt ser vi på første halvår med stor tilfredshed, idet vi gør det utroligt godt og vinder markedsandele, siger Demants administrerende direktør, Søren Nielsen, i regnskabet.
Demant omsatte for 9012 mio. kr. i første seks måneder af året, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af selskabet selv sigtede efter et salg på 8631 mio. kr.
I første halvår 2020, der var præget af coronapandemien, blev omsætningen 6078 mio. kr. Den organiske vækst var dermed på 51 pct., mens analytikerne til sammenligning havde ventet en vækst på 44,5 pct.
LYKKES GODT MED SALGSAKTIVITETER
- Lanceringen af vores flagskibshøreapparater Oticon More og Philips Hearlink skiller sig særligt ud, og vi er i det hele taget lykkedes rigtig godt med vores salgsaktiviteter, hvilket har resulteret i øgede markedsandele og salgstal, som overgår vores oprindelige forventninger.
- Forretningsområderne Hearing Aids, Hearing Care og Diagnostics har gjort det særligt godt og skabt stærk lønsomhed i perioden, siger Søren Nielsen.
Driftsresultatet (EBIT) før særlige poster endte i første halvår på 1638 mio. kr. mod ventet 1491 mio. kr. blandt analytikerne. I første halvår 2020 havde Demant et underskud på driften på 193 mio. kr. opgjort før særlige poster.
EBIT-marginen før særlige poster blev dermed 18,2 pct. i første halvår sidste år mod ventet 17,3 pct. og en margin på minus 3,2 pct. i den samme periode året før.
På de nedre regnskabslinjer landede Demant et resultat før skat på 1536 mio. kr. og et nettooverskud på 1183 mio. kr. i første halvår mod ventet 1385 mio. kr. og 1068 mio. kr. blandt analytikerne.
Et år tidligere bød de to poster på overskud på henholdsvis 26 mio. kr. og 121 mio. kr.
HÆVER FORVENTNINGER
På baggrund af den stærke udvikling i første halvår og udsigterne for resten af året opjusterer Demant i regnskabet forventningerne til hele året.
Det er baseret på en forventning om, at selskabet vil fortsætte med at se stærkt momentum og vinde markedsandele i Hearing Healthcare i andet halvår – og på trods af at den medvind, selskabet har oplevet som følge af den franske reform, ikke vil fortsætte i samme omfang som i første halvår.
For hele året venter Demant nu en organiske vækst på 26-30 pct. mod en tidligere forventning om en vækst på 24-28 pct.
- Som et resultat af de opjusterede forventninger til omsætningsvæksten opjusterer vi ligeledes vores forventninger til koncernens EBIT for 2021 til 3150-3450 mio. kr. mod tidligere 3000-3300 mio. kr., skriver Demant.
I Communications venter Demant en negativ organisk vækst i andet halvår. Desuden ventes her et negativt EBIT i årets sidste seks måneder, da selskabet vil forsætte med at investere i forretningen med henblik på at understøtte den fremtidige vækst og markedsposition.
Som følge af højere forventninger til selskabets pengestrømme i andet halvår forventer Demant nu endvidere at tilbagekøbe aktier for mere end 3,0 mia. kr. mod tidligere ventet mere end 2,5 mia. kr.
Udvalgte nøgletal fra Demant s regnskab for første halvår af 2021:
| Mio. kr. | H1 '21: | H1 '21(e): | H1 '20: |
| Omsætning | 9012 | 8631 | 6078 |
| Organisk vækst (%) | 51 | 44,5 | -27 |
| Bruttoresultat | 6718 | 6343 | 4255 |
| EBIT før særlige poster | 1638 | 1491 | -193 |
| EBIT-margin (%) | 18,2 | 17,3 | -3,2 |
| Resultat før skat | 1536 | 1385 | 26 |
| Nettoresultat | 1183 | 1068 | 121 |
(e) = gennemsnitsestimater indsamlet af Demant blandt op til 16 analytikere inden halvårsregnskabet.
Demant s forventninger til 2021:
| Mia. kr. | Ved H1 '21: | Ved Q2' 21: | Ved FY' 20: |
| Organisk vækst i % | 26-30 | 24-28 | 23-27 |
| EBIT | 3,15-3,45 | 3,0-3,3 | 2,85-3,15 |
/ritzau/FINANS
