Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Valuta: Stilheden breder sig efter bekræftelse på inflationspres

13/8 06:32

Valutamarkedet er tilnærmelsesvis gået i coma fredag morgen, hvor investorerne forgæves leder med lys og lygte efter flere tip fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vedrørende den ventede kommende reduktion i de kvantitative lempelser.

Dollarindekset, der vægter amerikanske dollar mod seks andre store valutaer, ligger fredag morgen i 92,95 mod 92,97 torsdag eftermiddag.

Torsdag blev det massive inflationspres i USA bekræftet, da de amerikanske producentpriser viste den største årlige stigning i mere end et årti i juli med en stigning på 7,8 pct.

Samme billede tegner sig i flere af de andre store økonomier, hvor blandt andet de kinesiske producentpriser, offentliggjort mandag, steg 9 pct. i samme måned.

Sammenholdt med det høje niveau for forbrugerpriserne, understreger prisrapporterne styrken af inflationstrykket, hvilket får mange analytikere til at imødese reduktioner i Federal Reserves stimulans.

Adskillige af centralbankens topfolk har i ugens løb luftet deres støtte til en nedtrapning af obligationsopkøbene i de kommende måneder i modsætning til deres kolleger i andre store centralbanker som Den Europæiske Centralbank og Bank of Japan.

Det får de finansielle markeder til at se en meddelelse om starten på afslutningen af de pengepolitiske lempelser ved udgangen af året som noget nær stensikker.

- Fokus skifter til beskæftigelsen fra inflation. Selvom virkningen af Delta-varianten stadig udestår, så burde der komme en meddelelse om reduktioner fra Fed, hvis vi har en stærk jobskabelse i de næste par måneder, siger seniorøkonom Naoya Oshikubo fra Sumitomo Mitsui Trust Asset Management i Tokyo til Reuters.

Torsdagens viste de ugentlige data for nye ansøgninger om arbejdsløshedsunderstøttelse et fald til 375.000. Det peger i retning af, at det økonomiske opsving fra pandemien fortsætter, trods Delta-variantens fortsatte hærgen.

Euro koster fredag morgen 1,1740 dollar mod 1,1730 dollar torsdag, mens dollar ligger i 110,40 yen mod 110,35 yen torsdag.

Pund koster fredag morgen 1,3815 dollar mod 1,3825 dollar torsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS