Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Asien: Sur stemning på de fleste børser - nærmest bitter i Tokyo

16/8 06:32

De asiatiske aktiemarkeder faldt mandag, efter at en vifte af kinesiske data indikerer en overraskende kraftig afmatning i den globale vækstmotor, samtidig med at hele Asien og Oceanien kæmper for at dæmme op for spredningen af coronavirus Delta-varianten.

Data for Kinas detailsalg, industriproduktion og investeringer i juli lå alle under prognoserne - en tendens, der med stor sandsynlighed bliver endnu mere fremtrædende i betragtning af de nylige stramninger af restriktionerne for at dæmme op for coronavirus.

- Asiens lave vaccinationsrate og lave tolerance for spredning i samfundet tyder på, at det er den region, der er mest udsat økonomisk fra Delta-varianten, siger økonom Bruce Kasman fra JPMorgan i en kommentar ifølge Reuters.

MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavsområdet uden for Japan falder 0,7 pct.

Sideløbende indikerer futures på de store amerikanske aktieindeks fald på 0,1-0,4 pct., når markedet genåbner i New York efter weekenden senere på dagen.

I Tokyo trækker de japanske aktier markant ned efter seks dage i træk med stigninger. En markant styrket yen står bag en del af den negative stemning, mens coronavirusset klarer resten.

- Japan halter stadig efter USA og Europa med at træffe foranstaltninger mod covid-19, og når der gælder vaccinationer. Det kan føre til en nedgang i økonomien, siger chefstrateg Norihiro Fujito fra Mitsubishi UFJ Morgan Stanley Securities i Tokyo til Reuters.

Det toneangivende aktieindeks Nikkei 225 dykker 1,9 pct., og det brede Topix-indeks dropper 1,7 pct.

De kinesiske aktier holder skindet på næsen.

- Kina er midt i at reducere pengepolitisk støtte, som sandsynligvis vil begrænse væksten i den indenlandske efterspørgsel og tynge den regionale udvikling resten af året, siger JP Morgans Bruce Kasman, der har sænket bankens kinesiske vækstprognose for andet halvår.

Shanghai Composite stiger alligevel 0,4 pct., og CSI 300 øger 0,2 pct.

Hongkongs Hang Seng-indeks trækker ned med 0,8 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225
-1,9
Topix-1,7
Hongkongs Hang Seng-0,8
China Shanghai Composite+0,4
China CSI 300
+0,2
Taiwan Taiex-0,9
Sydkoreas Kospi-1,2
Indiens BSE Sensexn/a
Singapores STI-0,3
Sydney ASX 200-0,4

Indeksværdi klokken 5.25.

/ritzau/FINANS