Spar Nord fremsætter pligtmæssigt købstilbud på DAB - NY
9/9 08:53
Spar Nord fremsætter et pligtmæssigt købstilbud på aktierne i Danske Andelskassers Bank, DAB.
Det sker i forlængelse af, at banken den 17. august købte yderligere godt 8,5 mio. aktier i DAB og derved øgede ejerandelen til 36,67 pct. fra tidligere 32,07 pct.
I henhold til gældende regler betyder en ejerandel i den størrelsesorden, at Spar Nord skal fremsætte et pligtmæssigt tilbud til de øvrige DAB-aktionærer.
- Tilbudskursen er 10,35 kr. per aktie, hvilket svarer til den højeste pris per aktie, som Spar Nord har betalt per aktie inden for de seneste seks måneder forud for godkendelsen af tilbudsdokumentet, skriver Spar Nord.
Tilbudskursen er under den aktuelle kurs, idet DAB onsdag lukkede 0,5 pct. lavere i 11,15 kr.
Bestyrelsen i DAB vil senest den 24. september komme med en redegørelse og anbefaling til bankens aktionærer.
- Bestyrelsen anbefaler, at DAB's aktionærer afventer bestyrelsens redegørelse, før der træffes beslutning om at acceptere eller undlade at acceptere det pligtmæssige købstilbud, siger bestyrelsesformand for DAB, Anders Howalt-Hestbech, i en meddelelse.
.\\˙ MarketWire
