Mærsk har 60 pct. af kunderne på lange kontrakter
10/9 14:11
Presset på fragtmarkedet, hvor der er mangel om udstyr på plads ombord på skibene, har fået spotraterne til at skyde i vejret.
Det betyder, at rederiet A.P. Møller-Mærsk har flere kunder på lange kontrakter end tidligere, oplyser selskabet i en kommentar til MarketWire.
- Vi arbejder målrettet på at realisere vores transformation og blive en integrator, der servicerer alle led i forsyningskæden for containerlogistik, og derfor er vores fokus at skabe langsigtet værdi for vores kunder. I den forbindelse bevæger vi os i retning af en større andel af langvarige kontrakter, som nu er steget til omkring 60 pct. af vores samlede antal bookinger, skriver Mærsk til MarketWire.
Tidligere har fordelingen været mere ligelig mellem kunder på de lange kontakter og kunder i spotmarkedet.
Meldingen fra Mærsk falder, efter at den franske konkurrent CMA CGM har oplyst, at rederiet fastfryser alle ratestigningerne frem til 1. februar 2022.
- Selvom disse markedsdrevne ratestigninger forventes at fortsætte i de kommende måneder, har koncernen besluttet at sætte eventuelle yderligere stigninger i spotfragtrater i bero for alle tjenester, der drives under vores brands (CMA CGM, CNC, Containerships, Mercosul, ANL, APL), skriver CMA CGM i en meddelelse.
Det sker for at prioritere langsigtede forhold til kunderne, lyder det videre.
Mærsk har ikke kommenteret, hvorvidt rederiet overvejer at gå i samme retning.
Over for mediet ShippingWatch fortæller tyske Hapag-Lloyd, at rederiet ligesom CMA CGM har sat loft over ratestigningerne.
- Vi har gjort dette i nogle uger. Vi mener også, at spotraterne har nået et toppunkt, og vi forfølger derfor ikke yderligere stigninger. Vi håber, at markedet stille og roligt begynder at falde til ro, oplyser en talsperson fra Hapag-Lloyd til ShippingWatch.
ONE FØLGER FORTSAT MARKEDET
Omvendt vil japanske ONE fortsat læne sig op ad markedet.
- ONE er kendt med udmeldingen fra CMA CGM. ONE's prisepolitik vil dog fprblive den samme, og vores rater vil udelukkende blive bestemt af markedssituationen, lyder det fra rederiet til ShippingWatch.
De høje spotrater på containerfragt fortsætter med at stige og har i den seneste uge sat rekord for 18. uge i træk, hvis man måler ud fra SCFI-indekset.
Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en stribe destinationer verden over, og er i denne uge steget 1,5 pct. til 4568,16.
Mærsk B-aktien falder fredag 0,5 pct. til 19.420 kr.
.\\˙ MarketWire