Vestas-rival: "Markedet kan klare højere priser"
14/9 08:36
Der ser ud til at være stigende konsensus blandt vindmølleproducenterne om, at møllepriserne skal justeres op for at afspejle de stigende råvareomkostninger.
Vestas og Siemens Gamesa har tidligere indikeret et behov for justeringer, og nu kommer der tilsvarende meldinger fra den tyske vindmølleproducent Nordex.
- På mellemlang sigt er vi som industri nødt til at sende yderligere omkostninger videre til slutkunden, siger Ibrahim Özarslan, som er chef for den europæiske division hos Nordex, i et interview med Recharge News.
Særligt omkostningerne til transport samt stålpriserne skaber i øjeblikket modvind for vindmølleindustrien, hvilket de seneste regnskaber fra Siemens Gamesa og Vestas også var påvirket af.
Administrerende direktør hos Siemens Gamesa, Andreas Nauen, sagde sidste måned ifølge Recharge News til en tysk avis, at selskabet kan hæve priserne med 3-5 pct. som konsekvens af stigende råvarepriser.
Hos Nordex peger Ibrahim Özarslan på, at vindparkejere kan nyde godt af en stigning i spotpriserne på elektricitet, og at markedet efter hans mening derfor kan absorbere en stigning i møllepriserne og stadig være konkurrencedygtigt.
- Vi har allerede drøftelser med vores kunder, siger Ibrahim Özarslan og tilføjer, at procentstigningen kan variere regioner imellem.
Interviewet med Recharge News er foretaget forud for Husum Wind-konferencen, der løber af stablen i denne uge fra tirsdag til og med torsdag.
.\\˙ MarketWire