Norsk ejendomsselskab i vejret - købstilbud på vej
13/10 12:03
Det norske ejendomsselskab Entra stiger på børsen i Oslo med 9,5 pct. til 212,40 norske kr., efter at svenske Fastighets AB Balder har øget ejerandelen i selskabet og udtrykker hensigt om at afgive et pligtmæssigt købstilbud til de øvrige aktionærer i selskabet.
Balder har øget sin ejerandel i selskabet til 33,67 pct. af aktierne og stemmerettighederne, og kursen i det pligtmæssige købstilbud vil være på mindst 202,50 norske kr. per aktie, som er den højeste kurs, Balder har erhvervet de seneste aktier til.
Det skriver Bloomberg News.
I forbindelse med købet af aktierne oplyser Balder imidlertid, at det stadig foretrækker, at Entra forbliver noteret på børsen i Oslo, men på samme tid har selskabet ønsket at øge sin ejerandel, hvilket er baggrunden for intentionen om det pligtmæssige tilbud.
Finanshuset DNB tvivler på, at den anden storaktionær i Entra, Castellum, som ejer lige under en tredjedel af aktierne, vil acceptere et bud i den størrelsesorden, da selskabet har erhvervet Entra-aktier til en højere pris end kurs 202,50.
DNB ser dog mulighed for, at der kan komme et attraktivt bud og hæver anbefalingen af aktien til "køb" med et kursmål på 220 norske kr., fremgår det af Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire