MT Højgaard hæver forventninger til 2021 og løfter sløret for 2022 -NY
13/10 15:31
MT Højgaard løfter selskabets forventninger til 2021 og kommer samtidig med en prognose for 2022.
Det fremgår af en børsmeddelelse onsdag.
Omsætningen ventes nu at blive i niveauet 7,1 mia. kr. i 2021 mod en tidligere forventninger om en omsætning tæt på 6,8 mia. kr.
Det svarer ifølge selskabet til en vækst på 19 pct. i forhold til 2020.
Det sker som følge af stigende aktivitet og bedre kapacitetsudnyttelse i de danske forretningsenheder, skriver selskabet. Samtidig er ordreindgangen fortsat positiv, og der er større klarhed om tidsplanerne for opstart af nye byggerier og timingen af projektsalg, lyder det videre.
Driftsresultatet før særlige poster og særlige afskrivninger ventes nu at blive omkring 185 mio. kr., hvor der tidligere var ventet omkring 160 mio. kr.
- Vi er på flere områder foran med eksekvering af strategien. Drift og indtjening forbedres løbende, hvilket opjusteringen for 2021 og den foreløbige prognose for 2022 bekræfter, siger administrerende direktør Morten Hansen i meddelelsen, hvor selskabet løfter sløret for det kommende år.
PROGNOSE PÅ 8 MIA. KR. I 2022
For 2022 lyder prognosen på en omsætning over 8 mia. kr. og et driftsresultat på 280 mio. kr.
Det skal ses i forhold til en tidligere finansiel målsætning om et omsætning på 6 mia. kr. og et driftsresultat på 240 mio. kr.
Selskabet understreger, at prognosen er forbundet med stor usikkerhed, og at tallene vil blive præciseret til februar, når årsrapporten offentliggøres.
- Vi er også nået langt med at forme fremtidens MT Højgaard Holding via opkøb og frasalg. Men flere grundlæggende forudsætninger har ændret sig, siden vi lancerede strategien i februar 2020, og vi har også valgt at være mere konservative i værdiansættelsen af projekter, siger topchefen.
MT Højgaard-aktien stiger 14,8 pct. til 190 kr.
.\\˙ MarketWire