Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Bitcoin når højeste værdi siden april i håb om blåstempling - NY

18/10 06:56

Kryptovalutaen bitcoin er i sit højeste niveau siden april, hvor den senest havde en værdi til over 60.000 dollar.

Det sker på forventning om, at USA's børstilsyn snart vil give grønt lys for børsnoterede investeringsfonde baseret på kryptovalutaen. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Tilsynet, US Securities and Exchange Commission (SEC), har siden 2013 afvist at godkende investeringsfonde baseret på bitcoin, men ifølge mediet Bloomberg News vil SEC muligvis blåstemple dem i denne uge.

- En godkendelse vil være et vendepunkt for kryptobranchen, da det kan være den vigtigste drivkraft for at få den næste bølge af kryptoinvestorer, siger Edward Moya, markedsanalytiker hos finansfirmaet Oanda, til AFP.

Kryptovalutaen begyndte 7. september et større fald og nåede 21. september under 41.000 dollar. Til trods for, at den kinesiske centralbank den 24. september nedlagde et forbud mod alle transaktioner relateret til kryptovaluta, er det lykkedes bitcoin at rejse sig igen.

Mandag morgen koster en bitcoin på 62.119 dollar. Dermed nærmer den sig rekordnoteringen fra april på 64.895 dollar.

SEC fyrede op under spekulationerne om en forestående godkendelse, da det på Twitter torsdag anbefalede investorer "nøje at opveje de potentielle risici og fordele" ved at investere i fonde, der er baseret på bitcoin.

Den slags fonde, som SEC skal tage stilling til, findes allerede i andre lande, men en godkendelse i USA kan løfte bitcoin op til et nyt niveau.

- Det amerikanske marked er det største og vigtigste. Indtil nu har (almindelige investorer, red.) ikke haft et simpelt redskab til at investere i bitcoin på, siger Charlie Erith, administrerende direktør for ByteTree Asset Management, der har specialiseret sig i kryptovalutaer.

- På lang sigt er det en vigtig udvikling. Det signalerer, at myndigheder er blevet mere trygge ved, at folk ejer kryptoaktiver, siger han.

Bitcoin er den mest populære af de mange kryptovalutaer, der er dukket op.

De digitale valutaer fungerer uafhængigt af for eksempel banker og stater. Ligesom med almindelig valuta som kroner og dollar kan man handle med kryptovaluta og spekulere i deres værdi.

Flere af de mest kendte kryptovalutaer er - med store udsving - steget kraftigt i værdi de seneste år. Det har øget opmærksomheden og interessen for at investere i dem.

/ritzau/ .\\˙ MarketWire