Onsdagens aktier: Indeksretræte trods vending til plus for Carlsberg
27/10 17:06
Et positivt og tidligere end ventet kvartalsregnskab fra Carlsberg løftede hen over eftermiddagen bryggeriaktien fra minus til plus. Men ikke nok til at hindre det samlede C25-indeks i at dreje i negativ retning efter otte handelsdage i plus.
Eliteindekset lukkede i 1965,13 eller 0,4 pct. lavere end lukkeniveauet tirsdag, og dermed fulgte det danske marked den europæiske tendens målt på det brede, fælles Stoxx 600-indeks, som lå 0,5 pct. lavere ved dansk lukketid.
Carlsberg præsenterede tidligt onsdag eftermiddag en stigning i den samlede omsætning i tredje kvartal til 19.739 mio. kr. fra 17.259 mio. kr. i samme periode sidste år. Analytikerne havde ventet en vækst til 19.309 mio. kr. Samtidig opjusterede Carlsberg forventningerne til 2021 til en organisk vækst i driftsoverskuddet på 10-12 pct. Efter første halvår var forventningen en vækst på 8-11 pct.
Men det imponerer ikke i særlig grad senioraktierådgiver Martin Munk i Jyske Bank.
- Konsensus i markedet ligger allerede i den høje ende af den opjustering, så der er nok småting, der skal justeres på estimaterne i den anledning, siger han.
Derimod kan selve kvartalstallene give anledning til lettelse, mener Martin Munk.
- Vi har talt meget om stigende priser på råvarer, og det lader til, at de er kommet pænt igennem. Men vi er nok mest bekymret for 2022, som vi ikke har ord på endnu, påpeger han.
Bryggeriaktien sluttede 0,2 pct. højere i 1073 kr. efter fald i begyndelsen af dagen inspireret af tilbagegang for den hollandske konkurrent Heineken.
Med et plus på 3,1 pct. til 520,40 kr. sluttede Chr. Hansen i toppen af C25-indekset, og den position ser Martin Munk ingen umiddelbar selskabsspecifik begrundelse for.
- Men de har haft det rigtig svært i en periode, så det ser ud til, at det slagspres, der har været, der nu er er overstået, vurderer han.
DANSKE BANK PRESSET AF BASEL
I bunden af eliteindekset sluttede Danske Bank med et minus på 2,0 pct. til 115,85 kr.
Onsdag blev nye kapitalkrav til de europæiske banker - Basel IV-kravene - som EU-kommissionen har foreslået, omtalt i flere medier, og brancheorganisationen Finansdanmark skønner af de skærpede krav vil få milliardstore konsekvenser for danske boligejere og virksomheder.
I Europa blev bankaktierne samlet set presset 0,9 pct.
Martin Munk ser frem til, at banken kommer med regnskab på fredag og ikke mindst til en opjustering af bankens 2023-målsætninger.
- Mange analytikere tror ikke længere på, at de kan nå deres målsætninger, siger han.
JYSKE BANKREGNSKABER
Uden for eliteindekset var der interesse for Sydbank og Ringkjøbing Landbobank, der begge leverede kvartalsregnskaber.
Ringkjøbing Landbobank havde i sit tredje kvartal fremgang i indtægterne og fald i nedskrivningerne, hvilket samlet betød et pænt løft til overskuddet, som steg til 302 mio. kr. fra 272 mio. kr. i tredje kvartal sidste år.
For hele året regner banken nu med at nå toppen af de forventningsintervaller, der blev løftet i begyndelsen af juni.
Men bankaktien faldt 2,5 pct. til 820 kr.
Sydbank, der faldt 3,4 pct. - eller 7,80 kr. - til 222,20 kr. var også under teknisk pres, da retten til et ekstraordinært udbytte på 5,70 kr. fragik.
Selve regnskabet for tredje kvartal viste ellers et større overskud end ventet, da nettoresultatet blev opgjort til 457 mio. kr. mod ventet 438 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater fra Bloomberg News.
NYT FRA BRANCHEFÆLLERNE
Det norske energiselskab Equinor havde et fremragende tredje kvartal, hvor selskabet overgik forventningerne blandt analytikerne klart på alle hovedposter i regnskabet. Samtidig løfter Equinor sit aktietilbagekøbsprogram med 700 mio. dollar.
Herhjemme steg Ørsted 1,3 pct. til 911 kr.
Også ISS fik nyt fra en konkurrent, idet franske Sodexo har sat tal på hele regnskabsåret 2020/21, der viste, at selskabet er ved at genfinde formen efter coronapandemien.
ISS blev desuden påvirket af, at den britiske storbank HSBC har løftet sit kursmål for aktien til 100 kr. fra 86 kr. Samtidig er den negative anbefaling "reducer" dog fastholdt, fremgår det af data fra Bloomberg News.
Men ISS steg 0,1 pct. til 129,65 kr.
.\\˙ MarketWire
