Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Vestas/Sydbank: Løfter barren med Enventus-opskalering

23/11 09:02

Med Vestas' nye produktflagskib V162-6.8 MW har vindmølleproducenten gode muligheder for at fastholde et solidt forspring til konkurrenterne på landvindmøllemarkedet.

Det skriver aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank i en kommentar til annonceringen fra Vestas tirsdag af opskaleringen af flagsmøllen på den modulopbyggede platform, Enventus.

Som navnet fortæller, er der tale om en mølle på 6,8 megawatt, der kan leveres i en version med en effekt på helt op til 7,2 megawatt.

- Målt på effekt kan ingen af de vestlige konkurrenter matche denne vindmølle, og Vestas bygger dermed på en i forvejen overlegen produktportefølje - i hvert fald målt på selskabets ordreindgang - og attraktive løsninger til kunderne, vurderer Jacob Pedersen.

Han tilføjer, at Vestas med nyheden holder sig knivskarp i disciplinen med at have de største og mest effektive landvindmøller på markedet.

- Siemens Gamesa har i kraft af et længere vingefang også et konkurrencedygtigt produktflagskib, men det ses ikke umiddelbart i selskabets fortsat sløje ordreindgang på landvindsiden.

- Målt på ordreindgangen i de seneste år, har Vestas distanceret de andre vestlige landvindmølleproducenter markant, konstaterer Jacob Pedersen.

Han tilføjer, at distanceringen i endnu større udstrækning gør sig gældende på indtjeningssiden, hvor både Siemens Gamesa, GE og Nordex har mere end svært ved at tjene penge på deres aktiviteter.

- Vestas’ rentabilitet er efter årets to nedjusteringer også vingeskudt i forhold til fordums styrke, men trods alt stadig positiv og langt bedre end hos konkurrenterne.

- Netop opgraderinger af produktporteføljen som den i dag vidner efter vores vurdering om, at Vestas også i fremtiden kan holde et solidt forspring til de andre vestlige aktører både målt på markedsandel og indtjeningsevne, skriver Jacob Pedersen.

.\\˙ MarketWire