Aktier/åbning: Samtlige C25-aktier falder i coronaramt marked
23/11 09:18
Der er fald fra åbningsfløjtet tirsdag i det danske eliteindeks, C25, hvor samtlige aktier få minutter efter åbningen ligger i rødt. Vestas er for anden dag i træk blandt de mest faldende aktier, efter at vindmølleproducenten i weekenden meddelte, at det har været ramt af et cyberangreb.
Lundbeck klarer sig umiddelbart bedst i den indledende handel, og aktien danser på grænsen mellem stigning og fald.
Også Danske Bank er godt med i toppen med et mindre fald, hvor udsigten til rentestigninger tilgodeser bankaktierne.
Der er tirsdag nyt fra Vestas, der kan meddele, at vindmølleproducenten er klar med en ny mølle på Enventus-platformen, og blandt sidepapirerne er der nyt fra Glunz og Jensen, der mandag efter børslukketid kunne fremvise en pæn forbedring i sit regnskab for første halvår, mens UIE tirsdag morgen har præsenteret tal for tredje kvartal.
C25-indekset falder efter godt 5 minutters handel med 1,4 pct. til 1945,19.
Mandag bød også på fald, og den tunge stemning kom blandt andet efter, at den afgående tyske forbundskansler, Angela Merkel, var ude at sige, at den seneste udvikling i covid-19 tilfælde er den værste, der hidtil er set i Tyskland. Det gav usikkerhed om risikoen for nye nedlukninger i landet.
FOKUS PÅ BANKER
Der er tirsdag en relativ fremgang til bankerne i et blodrødt marked. Danske Bank lægger sig blandt de øverste 4-5 aktier i eliteindekset med et begrænset fald på 0,6 pct. i 114,60 kr.
Bankerne kan glæde sig over udsigten til rentestigninger, hvilket vil gavne kerneforretningen. Renten er steget støt over de sidste handelsdage, og mandag aften steg renten yderligere i USA, da landets præsident, Joe Biden, nominerede Jerome Powell til en ny fireårig periode som øverste chef for den amerikanske centralbank, mens den anden kandidat, demokraten Lael Brainard, blev nomineret til næstformand.
Blandt markedsdeltagerne anses Jerome Powell som det sikre valg og samtidig som værende fortaler for en mindre lempelig pengepolitik end Lael Brainard.
Jyske Bank formår faktisk at stige med 0,5 pct. til 339,80 kr. i det sure marked, mens Sydbank falder 0,1 pct. til 221,20 kr.
VESTAS KLAR MED NY MØLLE
Vindmølleproducenten Vestas kan tirsdag morgen meddele, at selskabet udvider sin Enventus-platform med en ny mølle, V162-6.8 MW, der i en optimeret version kan leveres med en kapacitet på op til 7,2 megawatt.
Møllen kan leveres med en fleksibel kapacitet på henholdsvis 6,5, 6,8 og 7,2 megawatt.
Mandag lukkede Vestas-aktien nederst i C25-indekset med et fald på 2,5 pct., efter at selskabet i weekenden meddelte, at det har været udsat for et cyberangreb.
Indtil videre kendes det præcise omfang ikke, men det lader til kun at have ramt internt hos Vestas, der mandag meddelte, at driften hos tredjepart tilsyneladende ikke var ramt.
Tirsdag fortsætter nedturen omend i et noget mere begrænset omfang. Aktien falder fra start 2,1 pct. til 214,40 kr.
KONKURRENTNYT TIL ISS
Det britiske cateringselskab Compass Group, der blandt andet konkurrerer med ISS, skuffer med driftsindtjeningen i det forskudte helår, hvor den underliggende omsætning fortsat ligger betydeligt under niveauet fra før pandemien.
Det fremgår tirsdag morgen af regnskabet for det forskudte fjerde kvartal fra Compass Group.
Den underliggende omsætning udgjorde i fjerde kvartal 88 pct. af omsætningen i fjerde kvartal 2019, og i helåret blev den underliggende omsætning på 77 pct. af niveauet for 2019.
For helåret landede driftsresultatet på 811 mio. pund, hvilket er lidt under analytikerkonsensus indsamlet af Bloomberg News på 815,8 mio. pund.
ISS lægger sig i den øvre halvdel af indekset med et fald på 0,7 pct. på 124 kr.
GLUNZ LEVEREDE SORTE TAL
Glunz og Jensen kunne mandag efter lukketid præsentere sorte tal på bundlinjen i første halvår af 2021/22, hvor den grafiske virksomheds strømlining af produktionen fortsætter. Desuden vil salgspriserne blive justeret igennem hele året, hedder det i periodemeddelelsen.
Omsætningen faldt i halvåret til 67,5 mio. kr. fra 70,9 mio. kr., og på bundlinjen kan Glunz notere sig et overskud på 5,2 mio. kr. mod et underskud på 3,3 mio. kr. i første halvår af 2020/21.
Aktien åbner med et plus på 4,1 pct. til 77 kr.
UIE NEDJUSTERER
United International Enterprises (UIE), hvis investeringsportefølje består af plantageselskabet United Plantations Berhad samt ejerandele i Schörling og Greenbridge Investment, fik i tredje kvartal et fald i resultatet til aktionærerne og derfor nedjusteres forventningerne til helåret.
Det fremgår af selskabets regnskab for tredje kvartal af 2021.
Driftsindtjeningen er faldet til 22,7 mio. dollar fra 46,1 mio. dollar, hvor det meste af faldet tilskrives en ændring i fair værdien af andelen i Schörling til 1,7 mio. dollar fra 33,1 mio. dollar.
Aktien falder 0,6 pct. til 1795 kr.
.\\˙ MarketWire
