Råvarer: Oliepriserne holder niveau - handlere afventer Opec-reaktion
25/11 06:45
Oliepriserne svæver torsdag morgen mellem små stigninger og fald, men falder sammenlignet med onsdag, mens investorerne afventer, hvordan de store olieproducenter vil reagere på, at flere lande har taget hul på oliereserverne for at bremse olieprisstigningerne.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 82,27 dollar mod 82,45 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 78,31 dollar mod 78,57 dollar onsdag eftermiddag.
Samtidig viste onsdagens tal for de amerikanske olielagre en ophobning på 1,0 mio. tønder mod et ventet fald på 1,5 mio. tønder, hvilket peger på, at der er ved at komme balance i udbud og efterspørgsel.
Indtil nu har Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, og allierede lande som Rusland - samlet kendt som Opec+ - fastholdt sin månedlige produktionsforøgelse på 400.000 tønder.
- Frigivelsen af olien fra de strategiske reserver øger konkurrencen for at få kontrol på oliemarkedet blandt verdens største olieproducenter, skriver analytiker i ANZ i en analyse ifølge Reuters.
- Vi venter ikke, at Opec vil sidde på hænderne, nu hvor markedet går ind i en afgørende periode, fortsætter analysen.
Nu sidder Opec+ imidlertid med aben, når den samlede organisation mødes i næste uge for at diskutere efterspørgsel og udbud på olien.
Oliefrigivelsen har givet Opec+ god mulighed for at rette sin produktion, når der holdes møde den 2. december, skriver Louise Dickson, der er analytiker i Rystad Energy, til Reuters.
Det forlyder fra kilder, at der i Opec+ på nuværende tidspunkt ikke er planer om at ændre på den eksisterende produktionspolitik om en gradvis forøgelse hver måned.
En koordineret indsats fra flere store olieforbrugere, heriblandt USA og Japan, kan ifølge Goldman Sachs frigive mellem 70 og 80 mio. tønder olie på oliemarkederne.
En sådan indsats vil skabe overflod på markedet, skriver ANZ ifølge Reuters.
Prisen på guld stiger, mens kobberpriserne falder.
Torsdag morgen koster en troy ounce guld 1792,56 dollar mod 1788,63 dollar onsdag eftermiddag.
På markedet for industrimetaller koster et ton kobber samtidig 9830 dollar mod 9861 dollar onsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire