Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Chr. Hansen og Rockwool dumper til bunds i grøn åbning

25/11 09:14

Chr. Hansen og Rockwool løber med opmærksomheden ved åbningen af den danske handel torsdag, hvor begge aktier dumper til bunds i den danske handel.

Dermed bevæger de sig i modsat retning af det generelle marked, der efter to dage med nervøsitet og fald lægger ud med at stige.

Det danske eliteindeks C25 løftes efter nogle minutters handel 0,5 pct. til 1915,55.

Det sker i et marked, der de seneste dage har været præget af nervøsitet, men hvor der nu kan spores en anelse mere optimisme.

I toppen af indekset stiger Vestas og Ørsted mest med 1,6 pct. og 1,2 pct. Herefter følger DSV, der løftes 1,2 pct.

C25-indekset lukkede onsdag med et fald på 0,2 pct. i 1905,68 og formåede dermed ikke at komme ovenpå efter tirsdagens store fald på 3,2 pct. - det største dyk i indekset siden 23. marts sidste år.

Onsdag blev det seneste mødereferat fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, offentliggjort. Det viste, at chefgruppen diskuterede en mulig hurtigere afvikling af de kvantitative lempelser.

Torsdag er blikket rettet mod Europa, hvor referatet fra det seneste rentemøde i Den Europæiske Centralbank, ECB, lægges frem.

CHR. HANSEN FÅR INDLEDT DÆKNING

Chr. Hansen har fået indledt aktiedækningen hos Danske Bank, der indleder med anbefalingen "sælg" og kursmålet 440 kr. Det fremgår af data fra PLX.AI.

Aktien falder ved åbning 3,4 pct. til 495,20 kr.

Der fragår torsdag i øvrigt retten på et udbytte på 6,54 kr. i Chr. Hansen-aktien.

ROCKWOOL-LEDELSEN SÆTTER ORD PÅ REGNSKAB

Ledelsen i isoleringskoncernen Rockwool skal i vælten torsdag, hvor selskabet afholder telekonference oven på regnskabet offentliggjort onsdag.

Her blev der meldt om stigende udgifter til energi, produktionsmaterialer og logistik, der betyder yderligere og hurtigere prisjusteringer. Omsætningen steg i kvartalet, men galopperende omkostninger betød en lille skuffelse på indtjeningssiden i perioden.

Rockwool fastholder forventningerne til 2021 om en stigning i omsætningen på omkring 17 pct. i lokale valutaer og en EBIT-margin på over 13 pct.

Aktien falder ved åbning 3 pct. til 2803 kr., efter et fald på 2,9 pct. til 2886 kr. onsdag - her var aktien dagens mest faldende i det danske eliteindeks.

VESTAS-KONKURRENT FRYGTER PRISPRES

Andreas Nauen, der er topchef i Vestas' spansk-tyske konkurrent Siemens Gamesa, advarer mod, at priserne på vindmøller kommer for langt ned. Det vil forhindre sektoren i at investere i ny og vigtig teknologi og i lokal produktion, lyder det fra topchefen.

Med til at drive priserne ned har været de statsstyrede auktioner over vindprojekter, hvor de laveste priser vinder. Her foreslår Siemens-Gamesas chef, at andre kriterier, herunder lokal jobskabelse, kunne indgå.

Der er også nyt fra konkurrenten Nordex, der har fået en ordre på 177 megawatt (MW) i Peru, oplyser virksomheden torsdag morgen.

GN SÆLGER OBLIGATIONER - DAB MED REGNSKAB

Høreapparatkoncernen GN meddelte onsdag aften, at selskabet har gennemført en placering af nye obligationer for 40 mio. pund.

Obligationerne vil blive udstedt den 26. november 2021 med udløb 15 år senere og med en kuponrente på 3,20 pct. Provenuet fra salget af de nye obligationer vil gå til "generelle formål".

GN-aktien stiger 1,5 pct. til 398,70 kr.

Kort før børsåbning er der desuden landet regnskab for tredje kvartal fra Danske Andelskassers Bank, som fastholder sine forventninger til året efter sin femte opjustering i begyndelsen af november.

I forbindelse med regnskabet udloddes ekstraordinært udbytte for 26 mio. kr. Det svarer til 0,14 kr. per aktie.

Aktien stiger torsdag 1,9 pct. til 10,55 kr.

TCM Group har meddelt, at selskabet har indledt et nyt aktiebaseret incitamentsprogram for sin direktion, der kan tildeles, hvis en række præstationsmål opnås. Første plan løber fra 2021-2023.

Den samlede bruttoværdi af incitamentsprogrammet ventes at løbe op i omkring 2,5 mio. kr.

Aktien stiger 2,9 pct. til 159,50 kr.

.\\˙ MarketWire