Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Novo/Sydbank: Kæmpe investering i Kalundborg synliggør væksten

13/12 08:31

Novo Nordisks beslutning om at investere 17 mia. kr. i opførelsen af tre nye produktionsanlæg samt en udvidelse af et eksisterende anlæg i Kalundborg afspejler Novos stærke salgsvækst.

Det vurderer senioranalytiker i Sydbank, Søren Løntoft Hansen, der ser investeringen som et udtryk for rettidig omhu.

Ifølge planerne vil Novo frem mod 2027 investere i at løfte sin kapacitet inden for fremstilling af aktive farmaceutiske ingredienser og til samling og emballering. Langt størstedelen af beløbet investeres dog i udvidelsen af produktionen af aktive farmaceutiske ingredienser, API.

- Vi kan se, at afsætningen af Novos produkter er kraftigt stigende. Det gælder både tabletter og injicerbare produkter, og det bliver ikke mindre i de kommende år. Derfor ser jeg det som et udtryk for rettighed omhu, at Novo udvider produktionskapaciteten, siger Søren Løntoft Hansen til MarketWire.

Udvidelserne i Kalundborg er både beregnet på at understøtte produktionen af Novo Nordisks nuværende og fremtidige orale og injicerbare produkter. Ifølge Novo understreger investeringen desuden, at Danmark og Kalundborg er kernen i Novos globale produktionsopsætning.

Investeringerne ventes afsluttet i 2027 og vil skabe omkring 400 nye arbejdspladser. Desuden vil over 2500 eksterne personer blive beskæftiget i byggefasen.

Men annonceringen af investeringerne på i alt 17 mia. kr. over de kommende år får næppe kurseffekt, mener Søren Løntoft Hansen.

- Jeg tror ikke, at det får indflydelse på aktiekursen. Det er klart, at det er en kæmpestor investering, selvfølgelig også fordelt over en række år, men som også afspejler en efterspørgsel, som Novo regner med fremadrettet.

Novo annoncerer hvert år sit investeringsbudget, og det er i 2021 på 7 mia. kr. Dermed udgør udvidelsesplanerne i Kalundborg altså en pæn andel af investeringsbudgettet frem mod 2027.

- Analytikere lægger også nogle forventninger ind i forhold til deres investeringer, og med den fart, som Novo har på, vil niveauerne i de kommende år også bare blive større, siger Søren Løntoft Hansen.

Novo lukkede fredag næsten uændret i 751 kr.


.\\˙ MarketWire