Vestas: Stort investeringsår i 2022 - ekstraregning til kunderne
14/12 08:22
Vindmølleproducenten Vestas er sammen med resten af sine branchefæller ramt af stigende transport- og råvareomkostninger, der tynger indtjeningen.
Derfor vil Vestas og konkurrenterne nu i et forsøg på at løfte indtjeningen sende ekstraregningen videre til kunderne, skriver Børsen.
Indtjeningsforbedringen skal ikke ske på bekostning af investeringer i produktudvikling, fortæller Vestas' teknologidirektør, Anders Nielsen, til avisen.
- Det lægger selvfølgelig et pres på alt, hvad vi gør, og vi er nødt til at sikre, at vi både har et kortsigtet og et langsigtet perspektiv. Vi træder på ingen måde væk fra vores langsigtede forpligtelse. Vi driver denne industri, og vi vil have det teknologiske lederskab og også have markedets bedste kvalitet. Så vi investerer tungt i teknologi, siger direktøren til Børsen.
Vestas ventede i starten af 2021 investeringer for cirka 1000 mio. euro. Det er senere blevet sænket til "under" 1000 mio. euro. I 2022 kan til gengæld blive det år, hvor der bliver investeret mest i teknologi nogensinde, siger Anders Nielsen.
- Vi er rykket ind i både landvind og havvind, og vi ser også, at power-to-x og lagringsteknologi bliver udviklet. Så der er en række forskellige teknologiområder, vi er nødt til at være i, forklarer han og tilføjer, at power-to-x og lagringsteknologi er noget mindre end Vestas' kerneområder, men at det er vigtigt at være en del af i fremtiden.
Vindmølleproducenterne har i flere år døjet med pres på indtjeningen, hvor priskrige har presset overskudsgraden ned på tværs af selskaberne, mens der samtidig er blevet knoklet for at udvikle ny teknologi.
Vestas er det eneste selskab på markedet, der tjener penge lige nu, fortæller Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, til Børsen.
Han ser en god anledning til en omlægning af forretningsmodellen i branchen nu, hvor inputpriserne stiger, vindmøller bliver større og mere effektive, samtidig med at priserne på vindkraft falder.
Originalartikel: Børsen, 14. december, side 8.
.\\˙ MarketWire