Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Ørsted/Sydbank: Lokal konkurrent har budt under - ingen kan være med

27/12 12:05

Ørsted står tomhændet tilbage på det japanske marked, efter et konsortium ledet af konkurrenten Mitsubishi Corporation har ryddet bordet ved en havmølleauktion i Japan og vundet med projekter.

Det er sket ved at sænke priserne i en sådan grad, at ingen andre kunne være med, vurderer Sydbanks aktieanalytiker Per Fogh.

- De har stillet nogle priser, som ingen andre kan være med på. Der er tale om en lokal og national spiller, som virkelig gerne vil have en del af det her marked og være en del af den havvindudbygning, der kommer i Japan, siger analytikeren til MarketWire.

Mitsubishi har vundet retten til at opføre tre offshore-projekter, der samlet har en kapacitet på 1,7 megawatt (MW). Det er projekterne Yurihonjo, Noshiro Mitane Oga og Choshi-projektet, som Ørsted også havde budt ind på.

- De har virkelig bare sat det ned i pris, så de kunne være sikre på, at de ville vinde de her projekter. Jeg kender ikke Mitsubishis business case, men Ørsted kunne ikke få en business case ud af det med de priser, siger han.

STORE AMBITIONER FOR HAVVIND

Japan har en plan om at opruste massivt på vedvarende energi i de kommende år, og målet er 30-40 GW havvind senest i 2040. På den japanske vestkyst ventes der at skulle opføres 5 GW frem mod 2030 og 9 GW inden 2040.

Ifølge Per Fogh er det derfor forventeligt, at Ørsted fortsætter arbejdet for at komme ind på det japanske marked.

- Det er et kæmpe marked, og der kommer til at ske meget i Japan. Mitsubishi vil måske heller ikke helt fortsætte det nuværende niveau, og den japanske regering vil måske også have flere spillere ind på markedet, så man får mere konkurrence, siger han.

Og her vil Ørsted gøre sig forhåbninger om at komme i spil.

- Det kan se ud som om, at det er prisen, de skal skrue på, men de skal også have en business case ud af det, siger Per Fogh.

Han henviser dog samtidig til, at der lige nu er væsentlige udbygninger på vej på flere markeder, og derfor kan Ørsted godt tillade sig at være mere selektive i deres budgivning.

- Jeg forventer, at de fortsat vil være fornuftige og give et konkurrencemæssigt stærkt bud, som de også mener er en god forretning både for Japan og for Ørsteds aktionærer. Det bliver spændende at se, hvor de kommer til at ligge i konkurrencen der, tilføjer han.

.\\˙ MarketWire