Onsdagens aktier: Jyske Bank trak for i grøn bankdag
12/1 17:04
Jyske Bank-aktien tog onsdag fart og lukkede i højeste niveau siden 2007 efter tirsdagens opjustering og en efterfølgende strøm af kursmålsløft.
Der var generelt god stemning på markederne rundt om i verden, og det danske C25-indeks var ingen undtagelse. Det danske eliteindeks lukkede med et plus på 1,2 pct. i 1864,46.
- Det er pæne markeder i dag. De vækstfølsomme aktier er faldet til ro, og bankerne ligger rigtig lunt i svinget efter et par opjusteringer. Det er nok det, der giver C25 det sidste nøk opad, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.
Eftermiddag bød også på de imødesete inflationstal fra USA. Inflationen steg 7 pct. i december. Det er det højeste niveau siden 1982. Trods den tårnhøje inflation tog markederne godt i mod tallene, og det sendte faktisk de amerikanske aktier op.
Ifølge Martin Munk fordi markedsdeltagerne havde frygtet en endnu højere inflation.
GOD DAG FOR BANKERNE
Jyske Bank fortsatte sin optur, efter at banken tirsdag opjusterede forventningerne, og lukkede med et plus på 8 pct. i 401,30 kr.
Jyske Bank fik efterfølgende løftet sit kursmål fra en lang række finanshuse.
Også Spar Nord og Hvidbjerg Bank fulgte trop og opjusterede onsdag forventningerne.
Den gode stemning omkring bankerne var også med til at trække Danske Bank i vejret. Aktien lukkede med en stigning på 3,1 pct. i 126,35 kr.
MÆRSK FIK FØRSTE KURSMÅL OVER 30.000 KR.
Mærsk blandede sig også i toppen af C25, efter at det amerikanske finanshus JPMorgan hævede sit kursmål for Mærsk-aktien til 30.355 kr. fra 26.965 kr., og samtidig gentog den positive anbefaling "overvægt".
B-aktien i Mærsk steg 4 pct. til 24.310 kr.
JPMorgan kiggede også nærmere på transportkollegaen DSV, der fik skåret kursmålet til 1724 kr. fra 1823 kr. med en fastholdt overvægtsanbefaling.
DSV steg 1,5 pct. til 1430 kr.
B&O BLØDTE EFTER FASTHOLDTE FORVENTNINGER
Bang & Olufsen fik onsdag en ørefigen af rang, efter at selskabet fastholdt sine forventninger i forbindelse med morgenens regnskab for andet kvartal.
Selskabet skriver, at det i kvartalet fortsat var ramt af udfordringerne relateret til de globale forsyningskæder, som påvirkede tilgængeligheden af produkter og medførte højere produktionsomkostninger.
Aktien faldt 9,3 pct. til 25,26 kr.
ANALYTIKERNYT TIL FORSIKRING, PANDORA OG ØRSTED
Storbanken HSBC har set nærmere på forsikringsaktierne og i den forbindelse sænket sin anbefaling af Trygs aktie til "hold" fra "køb". Kursmålet er stadig på 175 kr.
HSBC har også kigget rivalen Topdanmark efter i sømmene, og her er kursmålet blevet hævet til 365 kr. fra 350 kr., og her holdes der fast i "hold"-anbefalingen.
Tryg steg 0,5 pct. til 165,10 kr., og Topdanmark steg 1 pct. til 384,20 kr.
JPMorgan har trods Pandoras opjustering mandag sænket sit kursmål for aktien til 940 kr. fra 978 kr., mens anbefalingen "neutral" fastholdes.
Goldman Sachs er gået i den anden retning og har hævet sit kursmål til 970 kr. fra 940 kr. Også her er anbefalingen fortsat "neutral".
Pandora-aktien lukkede med et plus på 1 pct. i 790,60 kr.
Ørsted fik hævet sin anbefaling hos Exane BNP Paribas til "neutral" fra "underperform", mens kursmålet skæres til 720 kr. fra 805 kr.
Ørsted steg 1,2 pct. til 741,60 kr.
.\\˙ MarketWire