Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligationer/tendens: Høgeagtig Powell giver udsigt til rentestigning

27/1 07:13

Den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, talte onsdag aften de amerikanske renter i vejret, og den tendens ventes at fortsætte på det danske obligationsmarked.

Onsdag aften kulminerede det to dage lange rentemøde med en rentebeslutning uden bomber, men på det efterfølgende pressemøde fastholdt centralbankens førstemand, at den første renteforhøjelse er lige om hjørnet.

- Jo mere Fed-chef Powell åbnede munden, jo mere faldt aktieoptimismen, og renterne skød i vejret, fortæller Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel i sin morgenkommentar.

Fed-chefen ville ifølge seniorøkonomen ikke afvise, at renten vil kunne blive hævet på de "små" rentemøde, hvilket vil sige de fire, der ligger uden om de "store", som er i marts, juni, september og december.

Centralbankens førstemand ville heller ikke afvise, at pengene ville blive hevet ud af finansmarkederne i et højere tempo end sidst.

- Efter rentemødet indregner investorerne lidt mere end fire renteforhøjelser i år. Det pressede renterne op med de største stigninger i den korte ende af rentekurven, skriver seniorøkonomen.

Efter meldingerne fra Powell fik den tiårige amerikanske T-bondrente et solidt løft og ved lukketid var resultatet en stigning på 9 basispoint i forhold til tirsdag til 1,86 pct.

Torsdag morgen tager investorerne lidt af brodden af rentehoppet. Den tiårige T-bond forrentes med knap 1,85 pct. på markedet i Tokyo. Det er 7 basispoint over niveauet, da handlerne i København gik hjem onsdag eftermiddag.

Herhjemme endte den toneangivende tiårige danske rente onsdag med en stigning på 2 basispoint til 0,11 pct.

Torsdag vil markedsdeltagerne igen kigge mod USA og den første udgave af den amerikanske BNP-opgørelse for fjerde kvartal.

I tredje kvartal blev væksten på 2,3 pct. på årsniveau, hvilket er den laveste økonomiske vækst under genopretningen efter krisen. Flere nøgletal har ifølge Sydbanks seniorøkonom indikeret, at økonomien satte tempoet op i fjerde kvartal.

- Vi venter, at økonomien voksede med 5 pct. på årsniveau. Var fremgangen i økonomien endnu stærkere, kan det presse renterne op og styrke dollaren, skriver Mathias Dollerup Sproege.

Samtidig, klokken 14.30, præsenteres også tal for den amerikanske arbejdsløshedskø i form af nytilmeldte ledige.

Her venter Sydbank 260.000 anmodninger om understøttelse.

- Får vi endnu flere ansøgninger om understøttelse, kan det presse renterne lidt ned, vurderer Sydbank.

.\\˙ MarketWire