Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Rød start i sigte med fortsat fokus på Vestas

27/1 08:28

En mere høgeagtig amerikansk centralbankchef giver torsdag udsigt til en rød start for aktiemarkedet i København.

- Aktiemarkederne i USA gik fra at ligge komfortabelt i plus til at tage et kraftigt ryk i minus, da de toårige amerikanske renter skød i vejret til det højeste niveau i år efter Powells kommentar. Det betyder, at vi får en svær dag i det danske og europæiske aktiemarked her til morgen, skriver Sampensions aktiechef Philip Jagd.

De amerikanske aktienindeksfutures peger mod fald på op til 1,7 pct., og futuren for det tyske DAX-indeks, der normalt er et godt barometer for det danske aktiemarked, dykker 2,4 pct.

- De kortsigtede investorer - specielt private - der købte markedet mandag, tirsdag eller onsdag, de sidder med tab og sveder, vurderer aktiechefen, der venter, at udsalg herfra kan afføde en større nedgearing i regelstyrede fonde, som er mange gange større end det salg, som de private kan komme med.

- Og det kan tilsammen sende aktier i nye "lows" for året, vurderer Philip Jagd.

VESTAS I FOKUS EFTER FLOD AF SÆNKEDE KURSMÅL

På den danske scene vil Vestas fortsat tiltrække sig opmærksomhed efter onsdagens nedjustering af 2021-forventningerne, men hvor de stigende møllepriser og en mindre slem udvikling end konkurrenterne var med til at trække smilet frem hos investorerne, der sendte aktien op med 5,8 pct. til 175,70 kr.

Efterfølgende har en lang række finanshuse sænket kursmål for vindmølleaktien, heriblandt Bank of America, Goldman Sachs, Deutsche Bank og Société Générale.

Det franske finanshus Kepler Cheuvreux har også sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb", mens kursmålet er skåret til 220 kr.

NORDISKE STORBANKERS REGNSKABSSÆSON SKUDT I GANG

Regnskabssæsonen for de nordiske storbanker er torsdag morgen skudt i gang med regnskabet fra svenske SEB, der i fjerde kvartal har leveret bedre end ventede nettorente- samt gebyrindtægter.

Her realiserede den svenske bank nettorenteindtægter for 6,72 mia. svenske kr. mod ventet 6,67 mia. svenske kr.

Nettogebyrindtægter endte ligeledes over forventning i 5,89 mia. svenske kr. Her havde analytikerne udset sig 5,33 mia. svenske kr.

Det er af særlig interesse for investorerne i Nordea, der onsdag steg 2,7 pct. til 77,71 kr. på børsen i København.

Generelt kan bankerne klare sig bedre end et ellers rødt marked, idet de kan være understøttet af de stigende renter.

Danske Bank har også fået hævet sit kursmål til 137 kr. fra 126 kr. af Morgan Stanley, der gentager anbefaling "ligevægt".

Danske Bank-aktien steg onsdag 0,8 pct. til 126,80 kr.

Rockwool får sænket kursmål af Morgan Stanley til 2385 kr. fra 2475 kr. Anbefaling er fortsat "undervægt".

Rockwool-aktien endte onsdag med et plus på 4,6 pct. til 2476 kr.


.\\˙ MarketWire